Kompensationen lokker ikke

På Teater Caféen er der heldigvis kaffe at lune sig på de kolde dage. Foto: Anders Knudsen

Større kompensation ved frivillig lukning lader ikke til at spille den store rolle.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING For få dage siden blev et bredt flertal i Folketinget enige om at genintroducere tidligere brugte corona-kompensationsordninger, som i høj grad minder om dem, der har været gældende ad flere omgange tidligere. Men der var også et nyt element i aftalen - en aftale om, at virksomheder, herunder restauranter, kan modtage en højere grad af økonomisk kompensation, hvis de frivilligt lukker og låser dørene. Det betyder, at en restaurant, der ikke er tvangslukket, men underlagt restriktioner som forkortede åbningstider og pladskrav, frivilligt kan vælge at lukke mod at blive kompenseret med 90 procent af sine faste omkostninger og omkostningstab.

Men umiddelbart er ordningen ikke noget, der frister de restaurationsdrivende i Nykøbing by. En rundspørge blandt udvalgte restauratører i byen gav i hvert fald ikke indtryk af, at en nedlukning var under overvejelse.

- Det er ikke noget, jeg har kigget så meget på. Lige nu er der selvfølgelig mange, der aflyser julearrangementer - og der er også en god del aflysninger fra selskaber godt inde i januar allerede. Men jeg kommer til at holde åben alle dage mellem jul og nytår, og så håber jeg, det kompenserer lidt for det, vi mister på de store selskaber, fortæller Jonas Brier Mindbjerg, ejer af Mindbjergs i Jernbanegade.

Hos Panino, der er specialist i det italienske køkken, er der heller ikke ambitioner om at hæve penge fra statskassen. Også selv om det har været nogle lidt stille dage i december.

- Sammenligner man med en normal december, hvor der er gang i den helt fra starten af måneden, har det været stille. Der er heldigvis mange mennesker i byen her i dag (tirsdag, red.), men det er sent, folk er kommet i gang. De køber måske mange af deres gaver online, og det rammer også os, for så kommer de ikke ind og spiser en frokost, når de nu er i byen alligevel, forklarer Samet Bajrami, ejer af Panino.

I Teater Caféen sidder der heldigvis også folk og holder fingrene varme med en kop kaffe i det kølige vejr. Her er der endnu ikke helt afklaring på, hvad der sker mellem jul og nytår. Men solen skinner, og der dukker stadig glade gæster op, fortæller Malene Johansen, der står bag disken tirsdag.

- Lige nu afventer vi vist bare og ser, hvad der sker. Vi er jo bare glade for at være i gang - for hvad er alternativet, at sætte sig i sofaen og surmule, spørger hun retorisk, mens kaffemaskinen knurrer videre.

Jonas Brier Mindbjerg, ejer af Mindbjergs i Jernbanegade, holder åben hele julen. Foto: Anders Knudsen
Samet Bajrami, ejer af Panino, ser flere folk i byen. Foto: Anders Knudsen