Koncertrække byder på store navne

Poul Krebs gav i 2018 koncert i Knuthenborg Safaripark. Snart er han igen på spil på Sydhavsøerne, og det er en række andre kunstnere også. Et enkelt navn mangler at komme i hus, men offentliggøres senere. Foto: Palle Nevad Frandsen/arkiv

- På hver billet lægges gebyr på 15 kroner, og 10 af dem går til, at vi kan få to musikere til at køre ud på fem forskellige plejehjem og spille derude til sommer, siger koncertarrangør.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Fru P's Musikverden skruer op for længslen efter sommer og et håb om en snarlig genåbning med lanceringen af en koncertrække i Nykøbing denne sommer.

Poul Krebs, Søren Huss og Anne Dorte og Maria, fra Tøsedrengene, er blandt de 12 navne på plakaten, når der blændes op for Fru P's Musikverdens "Musik under åben himmel", der vil finde sted ved Kvicklys grønne parkeringsplads i løbet af maj-august.

Jane Pedersen fra foreningen er henrykt over programmet.

- Jeg er stolt som en pave, for det er første gang, at vi skal have så mange kendte med, siger hun.

Normalt arrangerer foreningen Den store havefest, der afvikles over én dag, hvor et enkelt navn spiller. Det er med gratis entré, da de 5.000 gæster, der plejer at komme, køber nok mad og drikkevarer, til at det kan løbe rundt.

Med et ventet forsamlingsforbud efter genåbningen på 500 - som det var før den anden nedlukning fra december - er der, når musikere med mere trækkes fra, blot plads til 470 gæster ved de 12 koncerter denne sommer.

Derfor skal der betales entré, der lyder på 125-350 kroner, hvilket Jane Pedersen håber, at de lokale støtter op om.

Billetterne ventes at komme til salg først i marts, og der arbejdes på en løsning, hvor man, hvis man køber billet til tre forskellige koncerter, får 10 procent rabat.

Og reaktionerne på programmet, der udkom søndag aften, har været gode.

- Jeg bliver bare så glad og varm i hjertet over, at der er nogen, der bliver glade for det. Nogle siger, "at det får I nok ikke lov til" (grundet de nuværende forsamlingsforbud og restriktioner, red.), men jeg vil prøve, og åbner hun (Mette Frederiksen, red.) først op i april, så kan jeg ikke nå at hente tilladelserne, siger Jane Pedersen.

Guldborgsund Kommune har ydet tilskud til initiativet samt hjælper via vej og park-afdelingen, virksomheden Hardy International med flere har spyttet i kassen, og Vores Nykøbing deltager også i samarbejdet.

En del af indtægterne vil gå til gode formål lokalt, fortæller Jane Pedersen.

- På hver billet lægges gebyr på 15 kroner, og 10 af dem går til, at vi kan få to musikere til at køre ud på fem forskellige plejehjem og spille derude til sommer. På andre dage samler vi 10 kroner per billet ind til Værestedet Perronen og børneafdelingen på Nykøbing F. Sygehus, så vi giver videre, siger hun, der ikke kommer med beløbsstørrelser endnu, da disse afhænger af billetsalget.

Fru P's Musikverdens Musik under åben himmel
29. maj
Bo Evers, klokken 14.00
Offentliggøres senere, underskrift mangler, klokken 20.00
26. juni
Alberte Winding, klokken 14.00
26. juli
Anders Blichfeldt, klokken 20.00
29. juli
Annika Aakjær, klokken 14.00
Johnny Deluxe, klokken 20.00
30. juli
Dorthe Gerlach, klokken 14.00
Anne Dorte og Maria, klokken 20.00
31. juli
Thomas Buttenschøn, klokken 14.00
Søren Huss, klokken 20.00
28. august
Party Factory, klokken 14.00
Poul Krebs, klokken 20.00
Billetpris mellem 125 og 350 kroner per koncert.