Koncertrække ender med et stort underskud
Annika Aakjær (billedet), Magtens Korridorer og Alberte er blandt de navne, der har underholdt ved Musik under åben himmel ved Kvickly denne sommer. Foto: Anders Knudsen/arkiv
Anders Knudsen/arkiv
Arrangør må nu selv dække underskud fra Musik under åben himmel.
NYKØBING Lørdag aften spiller Poul Krebs den tiende og sidste koncert under Musik under åben himmel, og det ser igen ud til at blive uden behov for at tænde de røde lygter.
Onsdag eftermiddag var omkring 200 billetter solgt, knap halvdelen af dem, der er i salg, og det sker, efter der tidligere har været koncerter med beskedent fremmøde, og nogle simpelthen blev aflyst grundet svigtende billetsalg.
Koncerterne er arrangeret af Fru P's Musikverden med støtte fra Vores Nykøbing og Guldborgsund Kommune, og lederen Jane Pedersen fortæller, at kassen er ved at være tom.
- Vi havde budgetteret med, at 50 procent af billetterne blev solgt, men gennemsnittet ligger nede på 25 procent. Vi har brugt det, vi har i vores egen buffer, det, vi har fået fra kommunen, og det, vi har fået ind fra billetsalget, så vi er ude i at spørge om hjælp.
CS Vagt har sagt, at de vil lægge de timer, de har haft ved arrangementerne, som et sponsorat, hvilket fjerrner udgifter for 12.-15.000 kroner. Desuden har Kvickly hjulpet med pladsen, og NFH Supporters har sagt, at de vil hjælpe, men det dækker ikke hullet.
- Vi er ude i, at jeg skal tage af mine egne penge, og så er det ikke sjovt længere, siger Jane Pedersen, der skyder på, at det kan rende op i 50.000 kroner.
Og det kan få betydning.
- Vi er ude i, om der sker noget næste år eller ej, og hvordan vi skal gøre det. Det må vi evaluere på, siger hun med henvisning til, at foreningen plejer at lave Den Store Havefest.
Netop det arrangement, der plejer at kunne trække 5.000 gæster og finansieres af salg af øl og vand, kan have været en af årsagerne til det svigtende billetsalg.
- Vi har jo selv vænnet folk til, at Den Store Havefest skulle være gratis, men her (til Musik under åben himmel, red.) er der jo plads til langt færre gæster, og der kommer langt større navne, siger hun, og påpeger også, at mange konfirmationer, hvoraf en hel del er udsat fra tidligere, også fylder i folks kalendere.
Og, nævner hun, så har mange andre arrangementer også haft svært ved at sælge billetter i forlængelse af coronagenåbningen.
To koncerter for éns pris
Jane Pedersen skal lige lidt væk og "rejse sig igen", når der lørdag rundes af efter koncerter fordelt på tre måneder, men hun er stadig positiv.
- Vi glæder os rigtigt meget til at holde koncerten, og uanset hvad skal det nok blive en god fest. Mange hjælper os igennem. Der er ingen sure miner, og så må vi se på økonomien bagefter, siger hun og kommer med en opfordring:
- Folk skal bare købe billetter og drikkevarer, så bliver underskuddet ikke så stort.
Hun glæder sig desuden over, at lørdagens koncert mod forventning viser sig at blive en dobbeltkoncert.
- Jørn "Ørn" Jeppesen har sagt, at han vil komme og spille for os. Han har spillet med i Kim Larsen og Kjukken og i mange år været manager for ham, og han har også været manager for Magtens Korridorer. Han har lavet noget musik selv, som han har spurgt, om han måtte komme og spille for os, så folk får en ekstra koncert med i købet.
Koncerten finder sted mellem klokken 19 og 20, hvorefter Poul Krebs går på. Området ved Kvickly åbner cirka klokken 18.
Der kan altså stadig købes billetter, som står i 265 kroner stykket og findes på billetsalg.dk, og Jane Pedersen garanterer, at koncerten gennemføres.
Ved de hidtil aflyste koncerter, hvor blandt andre Johnny Deluxe skulle have spillet, var der således kun solgt en håndfuld billetter eller to.
Tilbage er der bare at håbe på godt vejr.
- Jeg bestiller ikke andet end at tjekke vejrudsigten, slutter hun med et grin.
Seneste artikler
Nykøbing FC henter spiller i FC Midtjylland
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik