Kørekortet røg i farten: Vanvidsbilisme i byen

Arkivfoto: Anders Knudsen

Weekendens fartkontroller afslørede blandt andet en bilist på Lolland, der havde så meget fart på, at det koster en ubetinget frakendelse af kørekortet. 45 andre blev også taget i at køre for stærkt.

Offentliggjort Sidst opdateret

En bilist kan se frem til en stor fartbøde og vinke farvel til sit kørekort, efter at vedkommende fredag blev taget i en fartkontrol på Guldborgvej i Guldborg L.

Her holdt en af politiets fotovogne og målte den pågældende til at køre ikke mindre end 109 kilometer i timen på et sted, hvor 50 kilometer i timen er højest tilladte hastighed. Det er så grov en overtrædelse, at det koster en ubetinget frakendelse af kørekortet. Forseelsen går ind under begrebet vanvidsbilisme, når overtrædelsen er på mere end 100 %.

Derudover blev otte andre bilister også målt til at køre for stærkt ved kontrollen, der varede fra klokken 16.30 til 22.00 fredag aften. En enkelt af de otte havde så meget fart på, at vedkommende udover en fartbøde også kan se frem til et klip i kørekortet.

Flere andre kontroller

Weekenden bød i det hele taget på en lang række fartkontroller på de lokale veje.

Fredag var en fotovogn på Skodsebøllevej ved Dannemare, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen. Her blev 13 målt til at køre for stærkt, og højest målte hastighed var 70 kilometer i timen. Kontrollen fandt sted fra klokken 15.02 til 20.02.

Ligeledes fredag - fra klokken 13.58 til 15.18 - var en fotovogn på Nystedvej ved Holeby, hvor fartgrænsen er 80 kilometer i timen. Det var der to, der ikke overholdt. Højest målte hastighed var 98 kilometer i timen.

Fredag var der også kontrol på Sødingevej i Rødby fra klokken 16 til 20. Her er fartgrænsen 50 kilometer i timen, men det var der 11, der ikke overholdt. To af dem havde så meget fart på, at de kan se frem til et klip. Højest målte hastighed her var 76 kilometer i timen.

Lørdag var der en enkelt fartkontrol. Den fandt sted på Holebyvej i Øster Ulslev, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen. Højest målte hastighed var 70 kilometer i timen, hvilket udløser et klip i kørekortet.

Søndag aften fra klokken 17.08 til 20.00 var en fotovogn også på plads på Randersvej i Nykøbing, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen. Her blev seks bilister blitzet for at køre for stærkt, og en enkelt af dem kan se frem til et klip i kørekortet for at køre 70 kilometer i timen.

Endelig var der også to kontroller på henholdsvis Gedser Landevej i Nykøbing søndag eftermiddag samt Kapellanvej i Torrig L. fredag eftermiddag, men her holdt alle de kontrollerede biler sig på den rigtige side  af fartgrænsen, fremgår det af politiets døgnrapport.