Kræver adskillige millioner: Nu vokser kravet mod lokale kommuner

Friplejehjemmet Guldbosund i Sundby L. har aflagt regnskab. Arkivfoto: Anders Knudsen

I Guldbosund Friplejehjems nye årsregnskab er kravet mod de lokale kommuner vokset til over 90 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et overskud på 2.767.431 kroner efter skat. Det er resultatet på bundlinjen i det netop offentliggjorte årsregnskab fra Guldbosund ApS - selskabet, som driver friplejehjemmet Guldbosund i Sundby.

Regnskabet dækker perioden fra 1. juli 2023 til 30. juni 2024, og heller ikke i løbet af de 12 måneder lykkedes det at afslutte en langvarig konflikt med Lolland og Guldborgsund kommuner.

Kort fortalt er Guldbosund utilfreds med de takster, de to kommuner vil betale for at have borgere på plejehjemmet - Guldbosund sender regninger, men de to kommuner vil ikke betale det fulde beløb.

Værdi nedskrevet

Guldbosund gør dog krav på den fulde betaling, og i regnskabet for et år siden havde Guldbosund anført, at tilgodehavendet var på 73,2 millioner kroner inklusive renter. Det beløb er nu vokset til 91,3 millioner kroner. Uenigheden har ingen udsigt til at blive løst, før en nystiftet, statslig kontrolenhed en dag ser på sagen og skærer igennem.

Læs også: Årelang konflikt blusser op igen: Uenighed om millioner fortsætter

Men "i erkendelse af", at Guldbosund ikke kan være sikker på at få ret, har Guldbosund i regnskabet nedskrevet værdien af tilgodehavendet til omtrent det halve, nemlig 44,7 millioner kroner.

Om overskuddet på de knap 2,8 millioner kroner skriver Guldbosund:

"Årets resultat vurderes af ledelsen at være som forventet set i lyset af ovenstående forhold om uenigheder om takster."

Årets resultat vurderes af ledelsen at være som forventet.

Guldbosund ApS

Årets overskud er lagt til egenkapitalen, som dermed er vokset til 32,3 millioner kroner. Det fremgår, at Guldbosund i regnskabsåret i gennemsnit havde 52 ansatte, og at personaleudgifterne løb op i 27,6 millioner kroner.