Krenkerup Polo åbner sæsonen med prøvetimer

Polo spilles med fire personer/heste på hvert hold. Der spilles efter en mindre hvid bold, som rammes med en lang mallet (en slags kølle) fra hesteryg. Man benytter kun højre hånd, mens venstre hånd holder tøjlerne. Foto: Claus Hansen

Lollands flade terræn og gode jord er som skabt til holdsporten polo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sidste sommer var Krenkerup Gods klar til at præsentere Danmarks første og eneste full size polobane. Nu gøres der så klar til en sæson, hvor der i maj måned lægges ud med prøvetimer for alle.

Det er ikke nødvendigt at have redet før, hvis man gerne vil til hest for at jagte en lille hvid bold med en slags kølle. 80 procent af dem, der starter på polo, er såmænd over 40 år og har aldrig tidligere redet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Krenkerup Polo, der med egne ord ønsker at bidrage med en ny landkultur i Danmark med international indflydelse.

I polo skal bolden i mål (mellem to stolper) i hver ende af banen, og alle, der vil vide mere om Krenkerup Polo, kan henvende sig på info@krenkeruppolo.dk. Foto: Claus Hansen

Stor interesse for polo

Ved sidste års store høstfest på Krenkerup Gods var interessen for at overvære en polo-demonstration ganske stor. Publikum kunne her for første gang se den nyanlagte bane på tætteste hold og overvære polo ledet af én af Englands bedste poloinstruktører, Andrew Murray, som har arbejdet med de største polospillere i verden.

I år bliver der flere muligheder for at få stillet sin nysgerrighed i forhold til den ældgamle holdsport, som i dag spilles i over 90 lande, men som stadig er ganske ny i Danmark.

Alle onsdage i maj i tidsrummet klokken 16 til 17.30 tilbyder Krenkerup Polo, at man - mod betaling - kan prøve kræfter med sporten under kyndig vejledning af Krenkerups argentinske instruktør, Ivan Coronel, og hans heste. Alle er velkomne, men der er få pladser, så tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet og foregår via info@krenkeruppolo.dk dagen forinden inden klokken 20.

Begyndte allerede i 2016

Allerede i 2016 begyndte anlæggelsen af en polo-bane ved Krenkerup Gods, og foruden Krenkerups egne fagfolk har én af Englands bedste polobane-eksperter, Fredrick Glenn Gibbons, været med til at lave banen. En polobane måler 146 meter gange 275 meter, og dertil kommer sikkerhedszoner på henholdsvis 9 meter og 27,5 meter. Polo rides i øvrigt kun i galop.