Kritik af kommunal hjemmeside
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Modstander: Svært at afgive digitalt høringssvar om møller.
VENNERSLUND Der bliver nu rejst kritik af Guldborgsund Kommunes hjemmeside, når det handler om indsigelser til Vennerslund Energipark.
- Det er alt for svært at finde frem til det sted, hvor man skal skrive sin indsigelse, siger Christel Dirksen, der bliver nabo til en af de kommende store vindmøller.
Ifølge hende skal man klikke sig frem gennem diverse undermenuer for at finde frem til formularen, som indsigelsen skal stå på.
For at finde helt frem til den skal man klikke på en knap, der sidder helt oppe i et hjørne. Den hedder "Din kommentar".
- Den burde i stedet hedde "Dit høringssvar" eller "Din indsigelse". Det ville være mere logisk, siger Christel Dirksen.
50 havde problemer
Hun er med i en gruppe af mennesker, der er modstandere af de store møller ved godset.
Gruppen tæller ifølge hende cirka 100 mennesker, der kommunikerer med hinanden i en facebookgruppe.
- I hvert fald har 50 givet udtryk for, at det var svært at finde det rigtige sted, siger Christel Dirksen.
Og selv om hun er modstander, så mener hun, at også tilhængere kan have gavn af en lettere adgang til indsigelse.
Derfor sendte hun forleden en mail til samtlige byrådsmedlemmer og gjorde opmærksom på problemet med hjemmesiden.
- Jeg vil anmode byrådet om at gøre det nemmere for borgerne at afgive et digitalt høringssvar. Omdøb knappen og læg den et sted, hvor den ikke er begravet i undermenuer, foreslår Christel Dirksen.
Efter sommerferien
Efter at mailen blev sendt forleden, har Christel Dirksen - også via mail - været i kontakt med udvalgsformand Peter Bring-Larsen (G) om emnet. Overfor hende har han givet udtryk for, at man gerne vil se på hjemmesidens indretning efter sommerferien.
Det samme siger han til Folketidende.
- Vi vil gerne se på adgangen til digitale indsigelser. Men lige nu er der sommerferie, og der kan ikke gøres noget før efter ferien. Det må blive til august, hvor udvalget igen har møde, siger Peter Bring-Larsen.
Dermed slår han fast, at den digitale vej til indsigelser ikke bliver lavet om, når det handler om Vennerslund-planen. Denne er til høring indtil sidst i august.
- Ændringerne må gælde fremadrettet, som formanden siger.
Peter Bring-Larsen henviser til, at folk kan maile deres indsigelser om Vennerslund Energipark til Guldborgsund Kommune.
- Mails gælder lige så godt, som formanden siger.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned