Kritik af tilladelse til poolhuse
Skanlux bygger de nye huse i Marielyst Ferieby. Foto: Anders Knudsen/arkiv
Anders Knudsen/arkiv
SF, S og en nabo er kritiske overfor den byggetilladelse, kommunen har givet Skanlux i Marielyst Ferieby
BØTØ Guldborgsund Kommune gav tirsdag Skanlux tilladelse til at bygge fire huse á 253 kvadratmeter i Marielyst Ferieby.
Størrelsen undrer SF's byrådsmedlem Annemette Johnsen, som har bedt forvaltningen, der har udarbejdet byggetilladelsen, om en forklaring på, hvordan de maksimale 242 kvadratmeter, som et flertal i byrådet har besluttet, er vokset med 11 kvadratmeter til indbyggede udhuse.
Kritik kommer der også fra en af naboerne til byggeriet i Marielyst Ferieby, Ulrich Gosewinkel, der har skrevet til hele byrådet, fordi han mener, at der er begået flere fejl i byggesagsbehandlingen. Blandt andet at kommunen har forpligtet sig til senere at tillade yderligere udstykning af digegrundene.
Ulrich Gosewinkel skriver blandt andet til politikerne, at de "bevidst er blevet ført bag lyset", og at "den demokratiske proces er parkeret på et sidespor".
Dertil har naboen klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet med opfordring til, at hans klage får opsættende virkning, så byggeriet ikke kan gå i gang nu.
Anklagerne fra Ulrich Gosewinkel får Socialdemokratiets medlem af teknik, miljø og ejendomsudvalget, Ole Bronné Sørensen, til at reagere.
- Min forventning er, at borgmesteren og kommunaldirektøren som kommunens øverste får gennemgået, om der skulle være begået fejl i sagen. Det skal bestemt undersøges, og der skal reageres, hvis det er tilfældet, mener Ole Bronné Sørensen.
Udvalgets formand, Peter Bring-Larsen fra Guldborgsundlisten, mener derimod ikke, at der er et problem.
- Sagens oplysninger og juridiske vurderinger har været fremlagt gennem hele sagens behandling, og jeg kan ikke genkende, at nogen skulle være ført bag lyset. Guldborgsund Kommune er på ingen måde forpligtet til at tillade yderligere udstykning af grundene, mener Peter Bring-Larsen.
Om Ulrich Gosewinkel kan have ret i sine spekulationer, vil Annemette Johnsen, der er næstformand i udvalget, ikke gisne om.
- Men jeg kan ikke forestille mig, at nogen i forvaltningen eller i byrådet ligefrem kalkulerer med udmatrikulering af de to digegrunde. Man må kunne stole på, at når det politiske udvalg har truffet en beslutning, så er det den, der gælder, siger hun.
Læs også artiklen "Byggeriet af fire poolhuse på 253 m2 kan gå i gang"
Det var et flertal af Venstre og Guldborgsundlisten, der i januar gav Skanlux lov at bygge i feriebyen.
Venstres medlem af teknik, miljø og ejendomsudvalget, Lis Magnussen, har ikke reageret på Folketidendes henvendelse om kritikken af byggetilladelsen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde