Krokodille Zoo udvider

Rene Hedegaard er leder af Krokodille Zoo, som han åbnede tilbage i 1992. Langvarige planer om en flytning erstattes nu af udvidelse på den nuværende matrikel. Foto: Claus Hansen/arkiv

Planen om nyt stort anlæg i Nørre Alslev droppes, og udbygning støttes.

Offentliggjort Sidst opdateret

ESKILSTRUP I mere end 15 år har der været snak om at flytte Krokodille Zoo til Nørre Alslev, men den plan er nu droppet.

Attraktionen bliver ved Eskilstrup, hvor der i stedet er store planer for udvidelse.

Det valgte et enstemmigt byråd torsdag på et lukket punkt på dets møde at støtte op om ved at omprioritere de penge, der tidligere var tildelt til det store projekt, så de i stedet går til de nye planer.

Før var planen en stor ny zoo til op mod 80-100 millioner kroner i Nørre Alslev. Her ville nærheden til motorvejen måske kunne trække flere gæster, fortalte borgmester John Brædder (G) efter byrådsmødet.

- De har måttet sande, at det var rigtigt mange fondspenge at skulle ud at finde, og samtidig giver det nok mere mening på den lange bane at samle det på én matrikel, siger han med henvisning til, at der fortsat var tiltænkt opdræt på den nuværende placering på Ovstrupvej ved Eskilstrup.

I den anledning er en hal på 1.000 kvadratmeter ved at blive bygget, så de eksisterende, ældre bygninger, hvor pladsen var blevet trang, kan aflastes.

Kommunen støtter nu det arbejde med 1,5 millioner kroner, mens resten af det tidligere tildelte tilskud på i alt 15 millioner kroner skal støtte byggeriet af endnu en ny hal. Denne skal være 2.000 kvadratmeter, hvormed gæsterne i zoo fremover får 3.000 overdækkede kvadratmeter at gå på opdagelse i.

En kommende fond for Krokodille Zoo vil nu begynde at søge fonde med en målsætning om at finde 10-12,5 millioner kroner til arbejdet.

Målsætningen er at skabe en fyrtårnsattraktion ved Eskilstrup, og Krokodille Zoo er allerede en publikumsmagnet.

Så sent som i juli beskrev Folketidende, hvordan det væltede ind med gæster efter genåbningen, og omkring 40.000 gæster besøger den årligt.

- Dermed har de også bevist, at de godt kan leve på den nuværende placering, og de har bygget en masse godt op der, siger John Brædder, der tilføjer:

- Det er fantastiske planer, der er mere realistiske end de tidligere.

Drømmen er, at det nye projekt kan realiseres indenfor to til fire år.