Kulturpris til aktiv spillemand

 

En gyngende stemningsfyldt teatersal, hvor det cuabnske orkester Mezla serverede latinamerikanske rytmer, var rammen om uddeling af årets kulturpris i Guldborgsund kommune. I god overensstemmelse med at det foregik i en teatersal med flotte musikalske udfoldelser var det passende, at prisen gik til en rigtig spillemand, nemlig Peter Fynbo Hansen. Men Peter Fynbo er meget mere end en spillemand, som man kender fra De Farende Svende. Han er også en ildsjæl og organisator på flere forskellige områder og det var derfor han blev årets prismodtager.
Formand for kommunens kultur - og fritidsudvalg, Poul-Henrik Pedersen, var forhindret i at stille op. Derfor var det næstformanden, Lars Kappe, der motiverede uddelingen af prisen.
Det er 3. gang at prisen uddeles. Det er Kulturelt Samråd i Guldborgsund Kommune, der sender indstillingen til udvalget på baggrund af indsendte forslag. Der var i år kommet 16 forslag.
Lars Kappe fastslog, at Peter Fynbo Hansen i sine mange år i byen har været en meget aktiv mand. I 15 år var han ungdomstræner i B.1901. Han var med til at stifte idrætsforeningen Posten i 1971. Her var han selv formand i 15 år.
Han var medstifter af Nyk. F. Postorkester i 1978 og selv formand til 1995. Herefter blev han udnævnt til æresmedlem og er lejlighedsvis også konferencier for orkestret. Yderligere er han medstifter af Aktiv Fritids Seniororkester, der i dag tæller 34 medlemmer.
Og så startede han i 1988 trioen “De Farende Svende”, der med sin muntre musik er blevet kendt over hele landet.
Lars Kappe hentede Peter Fynbo på scenen, hvor han i overværelse af en fyldt sal fik overrakt prisen samt et kontant beløb på 15.000 kroner i form af en check. Desuden fik han en skulptur lavet af kunstneren Ulla Frellsen.
 

Peter Fynbo Hansen har dog også lavet meget andet end at være farende svend og det blev han fortjent hædret for ved at få kommunens kulturpris.

Offentliggjort Sidst opdateret