KUN SEKS BLEV OPTAGET - MEN LANGT FLERE SØGTE IND

Joan Høgstedt Larsen er uddannelsesleder for det nye uddannelsescenter under Kriminalforsorgen i Nykøbing. Seks elever er begyndt i august, og man håber at se flere elever ved næste optagelsesrunde i det nye år. Foto: Jan Knudsen 

Et optag på seks elever på ny uddannelse under Kriminalforsorgen er ikke et udtryk for en smal interesse, forklarer kriminaldirektør. Mange flere søgte ind, men kom ikke igennem nåleøjet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Knap havde eleverne på en spritny uddannelsesinstitution fundet sin plads i klasselokalet, før spørgsmålet opstod i flere medier: Er seks elever nok, når man havde håbet på 25?

Men søgningen var faktisk større, forklarer direktør for Kriminalforsorgen, Ina Eliasen, ved den officielle åbning af uddannelsescentret mandag formiddag.

- Vi er pernitne med, hvem der kommer ind, og disse elever er derfor kommet igennem et nåleøje. Kun én ud af fem ansøgninger godtages, for vi stiller store krav. Især har vi store menneskelige krav til eleverne. Og det er et vigtigt signal at sende til dem, der er kommet igennem. Det er ikke noget, man bare lige gør, siger hun, der dog ikke har det konkrete ansøgertal for uddannelsen i Nykøbing.

Er man meget ung og uerfaren, kommer man ikke igennem. Det er et job, der kræver en stærk psyke.

Mette Adamsen, uddannelsesleder, Kriminalforsorgen

Ansøgerne bliver testet både fysisk, sprogligt og mentalt. Og inden alt det skal de bestå alt det basale som at være mindst 21 år, have en ungdomsuddannelse bag sig, være europæisk statsborger og have en temmelig ren straffeattest.

- Har man været straffet, skal det være for meget, meget lidt og imens man var ganske ung. Har man haft med stoffer at gøre, kan man ikke komme ind, forklarer uddannelsesleder for de fire danske uddannelser til fængselsbetjent, Mette Adamsen.

29 år i gennemsnit

Kommer man igennem her, venter en fysisk test, der kræver, at man er i god form. Blandt andet indgår der en bib-test, som flere har stiftet bekendtskab med i deres skoletid, der er en test i armbøjninger, og derudover skal man have en god koordinationsevne, som man også testes i.

Det er vigtigt at være hurtig, hvis man nu skulle stå i en situation, hvor man både skal bruge sin politistav og forsvare sig selv.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Al begyndelse er svær, men sammen med Kriminalforsorgen og de tre omgivende kommuner skal vi nok komme op i nærheden af de 25 elever, når næste optag går i gang.

Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund

Herefter skal man udfylde to onlinetests, hvorefter man vil blive inviteret til et to timer langt interview, hvor ens psykiske robusthed prøves af.

- Er man meget ung og uerfaren, kommer man ikke igennem. Det er et job, der kræver en stærk psyke, siger Mette Adamsen og tilføjer, at gennemsnitsalderen for eleverne er 29 år, når de optages.

En del er dermed ældre.

Al begyndelse er svær

Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund, har vænnet sig til diskussionerne om, hvorvidt kommunen nu også ligger for langt væk, og om folk overhovedet kan finde hertil.

- Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Al begyndelse er svær, men sammen med Kriminalforsorgen og de tre omgivende kommuner skal vi nok komme op i nærheden af de 25 elever, når næste optag går i gang, siger han.

Eleverne på uddannelsen til både fængselsbetjent, transportbetjent og værkmester tilbringer deres skoletid i VUC Storstrøms lokaler på Bispegade, hvor de begyndte for 14 dage siden.