Kunstnere åbner helt unik butik: Sælger jord til kilopris

Udstillingsstedet "Ved Skoven" er klar til en ny sæson. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Udstillingsstedet Ved Skoven er klar med en ny udstilling sommeren over.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sidste sommer fik Nordfalster et nyt udstillingssted, da billedkunstneren Charlotte Thrane stillede sin have til rådighed for en samling kunstværker, der blev udstillet under overskriften "Sammenbrud". Nåede man at se udstillingen, husker man formentlig den bil, der var brudt sammen i en havedam.

Udstillingsstedet, som Charlotte Thrane kalder "Ved Skoven", vil også holde åbent denne sommer. Her vil man kunne gense værkerne fra Sammenbrud, men også et helt nyt værk.

Kunstnergruppen A Kassen indtager nemlig haven med et tredelt værk med titlen "Jord". Det første element er et monumentalt land art-værk kalder Ornament, som er en 70 meter lang revne i landskabet.

"Går man ned i sprækken, føler man sig mindre, orienterer sig anderledes og sanser naturen helt tæt på. Der åbner sig et nyt perspektiv på de landskaber, vi troede vi kendte så godt", lyder beskrivelsen af værket, der vil minde os om vores kritiske jordbundenhed.

Går man ned i sprækken, føler man sig mindre.

Det næste element er en vejbod, kaldet Vejbod, hvor man på hjørnet af hjørnet af Orevej og Næsvej kan købe den jord, der er gravet op for at lave Ornamant-sprækken. Jorden sælges til kilopris, som var den kartofler.

Og det tredje element har titlen Jordbutik - da det er en butik i Vestergade 35 i Stubbekøbing, hvor man også vil kunne købe jorden.

Det dyrebareste

Hvad er jord uden en matrikel? spørger kunstnerne.

"Den er det dyrebareste vi har, men den dør, når den slipper sit sted. Et gram muldjord kan rumme flere levende organismer, end der er mennesker på planeten, men den opgravede jord er ikke meget værd. I vores samfund betaler vi formuer for at komme af med jord, mens matriklerne, der fastholder ejerskab og privilegier med usynlige linjer, handles i dyre domme", lyder det om udstillingen, og beskrivelsen fortsætter:

"Trods det er vi betinget af jord. Ifølge mange trosforestillinger er vi skabt af jord og skal blive til jord. A Kassen tydeliggør jorden og muldlaget som en kritisk zone. Ornament synliggør ikke kun, hvor tyndt det muldlag er, som gennem planterne betinger vores eksistens. Der åbnes også en sprække i landskabet, der viser, at kriserne i vores tid dybest set handler om jord. Uanset, om vi kalder dem klima- og biodiversitetskriser eller geopolitiske kriser."

Udstillingen, der er støttet af Ny Carlsbergfondet, Guldborgsund Billedkunstråd og Landdistriktspuljen Guldborgsund, åbner med en fernisering 30. maj klokken 11-12 på Hesnæsvej 64 og i Jordbutik klokken 14-18.