Kurs mod største tropiske zoo

Først var det nedlukning i fem måneder, så i syv måneder og senest i fem uger. Men i weekenden var det foreløbig slut med nedlukning i Krokodille Zoo, og det var der mange, som var rigtig glade for. Hos Krokodille Zoo bliver der åbent for publikum resten af weekenderne i januar. Fra 1. februar bliver det også med åbent alle dage fra klokken 12 til 16, og i den kommende vinterferie i uge 7 og 8 er der åbent fra 10 til 17. For første gang i øvrigt med åbent i natzoo torsdag, fredag og lørdag i uge 7 fra klokken 18 til 20. Begge vinterferieugerne har Krokodille Zoo udvidet dagsprogrammet, så der sker noget hele dagen for publikum. Dagsprogrammet bliver slået op på krokodillezoo.dk 1. februar, så man kan se, hvad der sker af kommende oplevelser. Foto: Jan Knudsen

Krokodille Zoo åbnede igen dørene for gæster - og det med store forandringer på vej.

Offentliggjort Sidst opdateret

ESKILSTRUP En længe imødeset søndagsåbning. Det blev der taget hul på søndag hos Krokodille Zoo.

- Vi har glædet os så meget til igen at kunne åbne, og det her år rummer en masse spændende nye forandringer i Krokodille Zoo. 1. juli indvier vi vores nye store tropehus, og der kommer til at ske meget mere, lød det fra grundlægger og direktør hos Krokodille Zoo, Rene Hedegaard, i weekenden.

Jenny Hedegaard, datter af direktør i Krokodille Zoo Rene Hedegaard, tog sig af søndagens slangeformidling. Foto: Jan Knudsen

Mere end tropehalsåbning

Åbningen af den i Folketidende tidligere omtalte nye tropehal til sommer er således langt fra eneste nye store landvinding hos Krokodille Zoo i indeværende år. For det første kan der nævnes krokodiller, som skal flytte både fra Falster og ud i den store verden, og så er der nye Orinocco-krokodiller på vej mod Falster.

- I maj, juni og op til åbningen af det nye tropehus får vi tre Orinocco-hanner til vores i forvejen fem Orinocco-hunner. Det er vi stolte af, for vi er stadig den eneste zoo i Europa, som har og nogensinde har haft Orinocco-krokodiller, fortæller Rene Hedegaard, som slet ikke er færdig med at fortælle om nyskabelser og forandringer i indeværende år.

Der vil også ske mærkbare ændringer i driften af Krokodille Zoo.

- Vi har allerede ejendomsfonden Krokodille Zoo, hvor vi har en egenkapital på 12,5 millioner kroner. Derudover får vi nu også mulighed for at søge fonde via driftfonden Krokodille Zoo, som gør, at vi træder helt ud af det kommunesamarbejde, vi har været i. I år vil vi derfor blive helt klar til at kunne søge de fonde, som før har været svære at få penge fra, fordi vi har haft det her kommunesamarbejde, der kunne afholde nogle fonde fra at gå ind og støtte vores projekter, fortæller Rene Hedegaard.

Han har siden 1990 arbejdet frem mod at gøre Krokodille Zoo til det, den nu bliver til med eget tropehus, som helt fra bunden er skabt til høj luftfugtighed og til de dyr, som det kommer til at huse fra i år og fremefter.

Men her stopper de store forandringer såmænd ikke engang - selv om de måske først når at ske i 2023.

- Vi er så langt, at vi nu kan sige, vi næsten helt sikkert går i gang med at bygge et stort tropehus mere til efteråret 2022 eller foråret 2023. Den udvidelse vil gøre os til Danmarks største tropiske zoo. Det her år bliver simpelthen vildere end alle de andre 21 år tilsammen, lyder det med rigtig gode genåbningsfornemmelser fra Rene Hedegaard.

. Foto: Jan Knudsen
Her er det ved en tidligere lejlighed Rene Hedegaard (til højre), der er direktør i Krokodille Zoo med store udvidelsesplaner i år og og måske ad flere omgange. Foto: Claus Hansen/arkiv