Kvinde dømt for tyverier af vand

Her på parkeringspladsen ved Meny kørte en kvinde mod en ansat fra supermarkedet. Foto: Claus Hansen

51-årig var tæt på at køre ind i ansat fra Meny.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Over to dage i juni sidste år var en 51-årig kvinde åbenbart blevet meget tørstig.

Hun stjal hun en masse kildevand og sodavand fra fire forskellige dagligvarebutikker i Nykøbing.

I Retten i Nykøbing fik hun en betinget dom på seks måneders fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Desuden mistede kvinden retten til at køre alt andet end en lille knallert i et år, bestemte retten.

Fire butikker

Et af tyverierne fandt sted 18. juni, mens de tre andre fandt sted 19. juni 2020.

18. juni stjal hun fra en Rema 1000-butik 71 kildevand. Dagen efter var hun mere aktiv.

Fra Meny på Parkvej stak hun af i sin bil med 76 Fun-sodavand. Under dette tyveri forsøgte et medlem af personalet at standse hende, men måtte vige, da hun kørte frem mod ham i sin bil.

Manden fra Meny blev dog heldigvis ikke ramt af bilen.

Fra Netto i Fejøgade tog kvinden 34 halvanden liters flasker med sodavand, og hos Rema 1000 på Grønnegårdsvej stjal hun 52 enliters flasker med mineralvand.

Erkendte tyverier

Under retsmødet erkendte den 51-årige kvinde alle fire tyverier og den farlige situation på Menys parkeringsplads.

Ifølge udskriften af dommen er den 51-årige kvinde blevet dømt for tyverier mange gange tidligere.

Retten fandt frem til, at straffen denne gang skulle være seks måneders fængsel, som blev gjort betinget med en prøvetid på to år.

Hos Kriminalforsorgen, der afgav en udtalelse i sagen, mente man ikke, at kvinden var egnet til at udføre samfundstjeneste som et led i den betingede dom. Men retten tog alligevel samfundstjeneste med i sin afgørelse.

Desuden må kvinden ikke køre bil i et år frem i tiden.