Lægen og hjemmeplejen svigtede

 

Sagen kort:
Søndag d. 23. august tilses Ruth Andersen af en vagtlæge, som efterfølgende beder hjemmeplejen om at kontakte Ruths egen læge - først tirsdag bekræfter denne læge modtagelsen af indberetningen fra hjemmeplejen. 

Der går yderligere to dage før Ruth indlægges. Diagnosen er en hjerneblødning.

Hun er nu lam i den ene side og ligger stadig på Nykøbing Falster sygehus.

Sagen om den 83-årige Ruth Andersen, som fik lov til og ligge fem dage med en hjerneblødning, har nu været oppe og vende på kommunalt niveau.

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Guldborgsund Kommune, Bent Jørgensen, har i samråd fortaget en evaluering af den kedelige hændelse. Hjemmeplejen og Ruth Andersens egen private læge får nu en røffel.

 - Vi har kunnet konstatere, at det forløb, der har været, ikke var tilfredsstillende. Det er uheldigt, at man ikke følger op og i givet fald kontakter en anden læge, lyder det fra Bent Jørgensen om blandt andet hjemmeplejens håndtering af sagen. Han kritiserer dog begge instanser i sagen.

Bent Jørgensen siger, at hjemmeplejen har gjort det man lige nøjagtig kunne forvente, men derudover ikke har været tilstrækkeligt langt fremme i skoene over for Ruth Andersens egen læge, efter vagtlægen råbte vagt i gevær om søndagen. Hjemmeplejen skulle have insisteret på, at hendes egen læge tilså hende straks, og samtidig selv holdt hanke i sagen.

Lægen slipper nu heller ikke for anmærkninger af Bent Jørgensen. Pågældende har været for passiv i den konkrete situation, og det afstedkommer nu en ny fremgangsmåde. Fremover skal ansvaret lægges mere over på lægen så smuttere undgås.

- Når der ikke sker noget fra den anden side, så er man nødt til og være mere aggressiv i sin henvendelse til lægen. I fremtiden skal hjemmeplejen sige til lægen: "Nu er det dit ansvar, og hvis du ikke kommer, så er det din vurdering", forklarer Bent Jørgensen.

Han beklager forløbet og udtaler, at det ikke vil ske igen.

Hjemmeplejen råbte ikke højt nok, og lægen lyttede ikke ordentlig efter, lyder konklusionen.

Offentliggjort Sidst opdateret