Lammet påske-trafik: Ingen tog i mere end en uge
Arkivfoto: Ingrid Riis
.
På grund af et sporarbejde kører der ingen tog mellem Falster og Sjælland i mere end en uge.
Passagerer, der skal med offentlig transport til og fra Nykøbing i ugen omkring påske, kan godt begynde at forberede sig på, at turen ikke kommer til at køre på skinner.
Der går nemlig ingen tog mellem Grænge og Næstved fra og med næste fredag, 22. marts, og frem til og med mandag 1. april, som er anden påskedag.
Som Folketidende tidligere har fortalt, kører der ingen tog på Lollandsbanen mellem Nykøbing og Grænge i den nævnte periode på grund af Banedanmarks arbejde på Kong Frederik IX's Bro.
Men det er ikke det eneste sporarbejde i den periode.
For samtidig er der også sporarbejde på DSB's strækning mellem Nykøbing og Næstved, og det betyder, at der i stedet indsættes togbusser mellem de to stationer fra fredag 22. marts klokken 21.00 og frem til og med natten efter 1. april. Det oplyser DSB på selskabets hjemmeside.
Der bliver to togbuslinjer mellem Nykøbing og Næstved i perioden: En blå linje, der kun stopper ved stationerne i Næstved, Vordingborg og Nykøbing, samt en rød linje, som standser ved alle stationer undervejs.
Og skal man længere nordpå end Næstved, skal man være opmærksom på, at togene kører efter ændrede tider mellem Næstved og København H, oplyser DSB.
Desuden er det en god idé at huske, at vi skifter til sommertid natten mellem 30. og 31. marts.
Hvis man vil være helt sikker på, hvordan tog og togbusser kører, kan man holde sig opdateret via Rejseplanen, opfordrer DSB.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde