Lange køer til vaccine giver vrede og frustration
Køerne har både før og efter jul været lange foran vaccinecentret på Østre Skole. Tirsdag eftermiddag, da fotografen var forbi, var der dog ingen kø. Foto: Claus Hansen
Claus Hansen
- Problemet opstår, fordi folk møder op uden at bestille tid, lyder diagnosen fra Søren Wistisen Rasmussen, lægefaglig enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.
NYKØBING Køen foran covid-vaccine-centeret på Østre Skole i Fromsgade er fortsat lang og kold.
Især midt på dagen står folk i kø i en time eller mere i kulden, og det avler frustration og vrede blandt flere.
- Jeg føler mig til grin. De opfordrer til, at man skal blive vaccineret, men det er ikke til at komme ind. De bliver nødt til at få løst det nu, lyder det fra Dan Knudsen fra Nagelsti.
Han stod mandag eftermiddag i kø sammen med mange andre foran skolen og endte med at gå hjem uden at blive vaccineret.
- Jeg har bestilt tid og har ikke tid til at stå så længe i kø. Jeg mødte en kollega, der var rødglødende af raseri. Han havde også bestilt tid, men brugte halvanden time af sin arbejdsdag på at stå i kø, inden han gik igen, fortæller Dan Knudsen, som forsøgte at få sit tredje stik.
Nu vil han bestille en morgentid og håbe på bedre held.
- Ellers går jeg op foran og laver noget ballade. Så må de ringe efter politiet. Der skal ske noget nu. Folk bliver jo syge af at stå i den kulde, mener han.
Folketidende har fået flere lignende henvendelser fra borgere, der i denne uge har stået i lange køer både i skolegården i frostvejret og inde i skolen, inden de fik deres vaccine.
Også før jul var der dagligt lange køer til det ene af Region Sjællands vaccinesteder i byen.
Vaccinationerne i Fromsgade er udliciteret til det private firma VaccineDanmark, men det er fortsat Region Sjælland, der har ansvaret for vaccineudrulningen.
- Problemet opstår, fordi folk møder op uden at bestille tid, lyder diagnosen fra Søren Wistisen Rasmussen, der er lægefaglig enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.
- Vi havde en periode, hvor der var walk-in-vaccine. Altså at folk bare kunne møde op uden at bestille en tid hjemmefra. Den periode er slut, og alle skal booke tid, men det budskab er vi desværre ikke nået ordentligt ud med. Jeg forstår godt, at folk kan misforstå reglerne, men det er vigtigt, at de stopper med at møde uden tid, for det betyder, at vaccinatørerne kommer dårligt fra start hver morgen, understreger Søren Wistisen Rasmussen.
Han vil efter Folketidendes henvendelse sende et hold af de såkaldte pladsassistenter til Fromsgade. De gul-vestede medarbejdere fungerede tidligere med at modtage folk og tjekke tider, da vaccinationerne foregik i Ejegod Hallen.
- Jeg vil flytte et antal pladsassistenter fra andre steder for at få sorteret folk uden tidsbestilling ud af køen, lover Søren Wistisen Rasmussen.
Han har også forhandlinger i gang med Guldborgsund Kommune og brandmyndighederne om et telt i skolegården, så det bliver mindre koldt at vente.
- Men teltet lader desværre vente lidt på sig, konstaterer Søren Wistisen Rasmussen, der håber, at forbedringerne vil kunne mærkes i løbet af få dage.
Dan Knudsen har klaget til Region Sjælland og indberettet sin manglende vaccine som en utilsigtet hændelse.
I øjeblikket kan man i Nykøbing blive vaccineret mod covid-19 her:
Region Sjællands eget vaccinecenter på Aarhusvej 38.
VaccineDanmarks vaccinecenter i Fromsgade 27.
Sophieholmens Lægeklinik, Slotsbryggen 18.
Lægerne Østerbro, Vendsysselvej 21.
Læge Jes Kristiansen, Havnepladsen 8.
Nordic Medicare Lægeklinik, Nygade 2.
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke