Langt mellem løver og sild

Regn og blæst var heller ikke i den forgangne weekend lige det, som trak allerflest gæster til den i juli ellers normalt så tætpakkede strand i Marielyst. Men kystlivredderne Simon Nissen og Niklas Cvetanovski havde nu masser at lave.
 
- Jeg vil gætte på, at 90 procent af vores arbejdstid går med at snakke med folk på stranden i et forsøg på at højne den generelle badesikkerhed, fortæller Niklas Cvetanovski, der til daglig er bosat i København og læser bioteknologi ved DTU.
 
Makkeren Simon Nissen, der til daglig er fysioterapeutstuderende og bosat i Århus, målte søndag ved middagstid luften til at være 18,5 grader varm og vandet 15,5 grader. De tal betød, at der ingen badende strandgæster var at finde på Marielyst, så langt øjet rakte. Virkelighedens livreddertjans på otte sommeruger tåler i øvrigt ingen sammenligning med tv-serien "Baywatch".
 
- Jeg kan ikke afvise, at enkelte måske ser op til os. Men det er ikke hensigtsmæssigt for udførelsen af vores arbejde at snakke for meget med pigerne, lyder det fra Niklas Cvetanovski på den knastørre strand med et stort livreddersmil.


Kun ganske få sommergæster trodsede vejret på Marielyst Strand og begav sig ud i den halvkolde luft - men ikke for at bade.

Offentliggjort Sidst opdateret