Late Night og gratis koncert med Rasmus Nøhr

 

Det er som at åbne en stor godtepose, når Cityforeningen på fredag 1. oktober inviterer til Late Night i Nykøbing F. 
Som sædvanlig er byens forretninger klar med ekstra gode tilbud, lidt sjov og spas og ikke mindst holder de åbent helt frem til klokken 22. Som om det ikke i sig selv skulle være nok, har Cityforeningen også sørget for underholdning i topklasse.
Således giver Rasmus Nøhr koncert på Torvet ad to omgange denne aften. Endda gratis!!!
Første afdeling af koncerten spilles klokken 19.30 og varer omkring 35 minutter. Efter en mindre pause går han atter på scenen klokken 20.45, hvor anden afdelingen af gratiskoncerten spilles.
Rasmus Nøhr har til dato udgivet fire albums. Det seneste i år med titlen “Fra Kæreste til grin”. Et album som betegnes som det mest tankefulde til dato og hvor han for første gang lykkes fuldt ud som både musiker og historiefortæller. Albummet er det mest seriøse og gennemtænkte udspil fra ham til dags dato.
Rasmus Nørh, den glade københavner, er med sine direkte, mundrette og livsglade sange blevet én af landets mest populære sangere - og ingen tvivl om at koncerten på Torvet på fredag også bliver populær.
 
 

Cityforeningen Nykøbing F. har gjort et kæmpe scoop, idet Rasmus Nørh fredag 1. oktober giver gratis koncert på Torvet ad to omgange.

Offentliggjort Sidst opdateret