Laura vandt legendarisk jagt: - Han har rigtig meget viljestyrke

Dyrehaven var klædt i smukke efterårsfarver, da Laura Pyndt vandt det traditionsrige Hubertusløb. Det gjorde hun sammen med den 16-årige pony Starlight, som er en blanding af racerne New Forrest og Araber. Privatfoto 

Ponyen Starlight kan nu gå på velfortjent pension.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et felt på 80 ryttere red søndag den traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven lidt nord for København. Blandt dem var også 18-årige Laura Pyndt fra Kettinge, som vandt jagten i ponyfeltet.

- Jeg var meget glad. Jeg lever højt på det lidt endnu, siger hun.

Det er anden gang, Laura Pyndt og ponyen Starlight har kvalificeret sig til Hubertusjagten, som kræver at man deltager i alle jagter i forår og efteråret.

Hubertusjagten i Dyrehaven er elleve kilometer lang og der skal springes 32 forhindringer, før selve opløbsstrækningen på 1,2 kilometer finder årets vinder.

Artiklen fortsætter under billedet...

Laura Pyndt og Starlight ved præmieoverrækkelsen, som H.K.H Prinsesse Benedikte eksekverede. Privatfoto

- Det kræver noget af hesten, så den skal være i god kondition og en hurtig hest med gåpåmod. Meget af det ligger i træningen, lyder det.

Godt fra start

Sidst ekvipagen deltog, i 2021, blev de nummer to.

- Denne her gang kom vi bedre fra start og lå forrest i feltet hele tiden. Det er det bedste udgangspunkt. Min kunne holde ud længst muligt. Han har rigtig meget viljestyrke og kan bare bedst lide at være forrest, fortæller Laura, der til daglig går i gymnasiet på Nykøbing Katedralskole.

Historien bag Hubertusjagt

  • Hvert år den første søndag i november afholdes årets Hubertusjagt. Sådan har det været siden år 1905 dog med enkelte undtagelser under 2. verdenskrig og forrige år på grudn af Corona. Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de gamle parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt er anlagt til. 
  • Det enestående stjerneformede stisystem blev anlagt i 1680’erne af Christian V med det formål, at kongen kunne have udsyn over vildt, hunde og jægere i forbindelse med parforcejagter. Her lod man hunde støve ræven op, og feltet fulgte hunde og ræv. 
  • I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af ”forlorne” ræve i form af to erfarne ryttere, som rider forrest med rævehaler på deres røde ridejakker. Tempo med mere styres af feltets master, som rider med høj hat. Bagest rider bagmaster, som sørger for at alle er med og hjælper dem, der skulle have problemer. 
  • Ovenstående historie er den direkte anledning til, at Dyrehaven i 2015 er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. 

Kilde: https://hubertusjagt.dk/


Nu har hun så en vandrepokal fra et mere end 100 år gammelt løb stående på sit værelse, indtil næste år hvor hun skal troppe op og levere den videre.

- Det er et af mine bedste resultater, men det er også en meget hypet jagt. Der er meget publikum og mange traditioner forbundet med det, fortæller Laura, der ikke er nået til at fejre det så meget endnu.

Laura Pyndt er egentlig ikke jagtrytter, men militaryrytter. Det er en disciplin, hvor ét af elementerne er en forhindringsbane i naturen. Derudover skal hest og rytter også gennemføre ridebanespringning og dressur.

Der bliver dog ikke flere sejre på ryggen af 16-årige Starlight. Vallakken skal nemlig på pension på hjemme hos Laura.

- Det var da lidt følelsesladet, at det var sidste gang.