Lettere at ansætte sosu'er

Der er rift om de varme hænder. Men i Guldborgsund Kommune er det lidt lettere at rekruttere sosu-assistenter end i de fleste andre kommuner. Foto: Anders Knudsen

Lokal kommune har færre udfordringer med rekruttering.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Over hele landet er der massiv efterspørgsel efter sosu-assistenter. De næste år bliver efterspørgslen kun større. Kommunerne i Region Sjælland skal tilsammen tiltrække mere end 6.200 nye sosu-ansatte de næste 10 år, hvis de vil fastholde velfærden. Men der er stor forskel på, hvor godt kommunerne klarer opgaven med at tiltrække sosu-ansatte.

Fagforbundet FOA har beregnet, hvor gode de enkelte kommuner er til at skaffe nye ansatte på social- og sundhedsområdet. Ifølge FOA er Guldborgsund Kommune sammen med Slagelse Kommune den kommune i regionen, som har færrest udfordringer med at tiltrække sosu-assistenter til ledige stillinger.

Ifølge undersøgelsen ligger Guldborgsund i top 10 over alle landets 98 kommuner, når det kommer til at rekruttere sosu'er, hvorimod nabokommunen Vordingborg er en af de 10 kommuner i Danmark, der har sværest ved at få det fornødne antal sosu-medarbejdere ansat.

FOA har målt på fire faktorer for at bedømme, hvordan behovet for sosu-ansatte ser ud i 2028. De fire faktorer tæller nuværende ledighedstal for sosu'er, antal opslag til stillinger, andel af ikke-uddannede, der arbejder indenfor ældreområdet, og forventet stigning i antal ældre borgere.

Ledigheden for social- og sundhedsområdet er i år i Guldborgsund Kommune kun på 1,39 procent. Det er et lavt tal, men i Lolland og Vordingborg kommuner er tallet endnu lavere på henholdsvis 1,04 procent og 0,85 procent.

I de første otte måneder af i år er der blevet slået 93 stillinger som social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedsmedhjælper op i Guldborgsund Kommune, hvilket får Guldborgsund til at ryge ind på en plads som nummer 59 over kommuner, der slår fleste ledige stillinger op i forhold til antallet af nuværende ansatte.

Og de fleste nyansættelser er af personer uddannet indenfor området. I Guldborgsund er det kun 4,2 procent af de ansatte på området, der ikke har en relevant uddannelse. I Vordingborg har 13 procent af de ansatte på området ikke en relevant uddannelse, og i Lolland er det 9,5 procent.

Tallene overrasker Lena Havsteen, der er næstformand i FOA Guldborgsund.

- Selvom det ser værre ud andre steder i landet, så oplever vi, at det også her i Guldborgsund er vanskeligt at rekruttere. Der er ikke mange, der får lov til at gå rundt og være arbejdsløse ret længe, siger hun.

Der er ifølge hende ingen grund til ikke at tage problemerne med rekruttering på social- og sundhedsområdet seriøst.

- Der kommer uden tvivl til at mangle flere varme hænder fremover, siger Lena Havsteen.

Ifølge undersøgelsen fra FOA skal Guldborgsund Kommune da også belave sig på at ansætte 53 procent flere på social- og sundhedsområdet frem mod 2028, hvis det samme serviceniveau skal holdes.

Lena Havsteen har svært ved at se, hvor de mange flere varme hænder skal komme fra.

- Det er et fag, der er blevet talt ned gennem mange år, så der er ikke nok unge, som ønsker at uddanne sig indenfor det. Der bliver nødt til at komme et øget politisk fokus på udfordringerne, siger Lena Havsteen.

Læs hele artiklen "Lettere at ansætte sosu'er" i torsdagens Folketidende.