Levemennesket i missionshuset

VÆGGERLØSE - Her skal min mand have sin motorcykel stående, siger Kiki Kornerup og peger på et hjørne af den store sal.

- Jeg synes selv, jeg er en ret god kone, siger hun, der blev gift for tre måneder siden. Cirka tre måneder tidligere købte hun og manden, Jan, et hus sammen. Et missionshus. Nu er en større forvandling ved at finde sted. For selvfølgelig skal huset sættes i stand med respekt for historien, men det skal mere end det. Det skal overraske.

- Jeg har tænkt på at sætte en dør op ude i haven. Hvis man vil smække med en dør, kan man gå derud. Sådan skal vores hus være overraskende og fuld af humor, understreger hun.

Møbler på hjul

Kiki voksede op i Tune med en far, der var jagerpilot og iværksætter og en mor, der var folkeskolelærer, siden børnebogsforfatter og rejseleder. Som barn havde hun hjul under alle møbler på sit værelse, så hun kunne flytte rundt på dem. Måske var det der, kimen til at blive arkitekt blev lagt.

Da hun var 12 år gammel talte hun ikke med sin mor i 14 dage, fordi familien ikke skulle bestige Mount Everest i ferien. Ferierne var altid rige på arkitektur og kultur oplevelser. Her blev frøet måske sået til den eventyrlyst, der har bragt hende til mere end 50 lande.

Som 15-årig flyttede Kiki til København, hvor hun har boet i 20 år. Lige indtil hun fandt sin mand og flyttede til Karleby. De begyndte hurtigt at lede efter det helt rigtige hus. En nedlagt, gammel fabriksbygning eller en tidligere skole.

- Det skal være en oplevelse at komme til vores hjem. Det skal ikke være et sted, man kan regne ud på forhånd, siger arkitekten.

Væggerløse vs New York

At hjemmet, der kan overraske, skulle findes på Falster lå ikke i kortene.

- Jeg havde egentlig altid troet, jeg skulle bo i New York. Men så mødte jeg Jan, der boede hernede og fik øjnene op for, at man kan købe et gods for samme pris som en toværelses lejlighed i Vanløse. Man kan se stjernerne og her er fred og ro. Det gik op for mig, at jeg ikke har benyttet alt det, København kan tilbyde, de seneste fem år, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg elsker Københavns puls, men her bliver jeg ikke hele tiden konfronteret med noget, jeg burde. Jeg har faktisk ikke lyst til at følge med, og her kan jeg bare være mig selv, siger hun og fortæller, at hun elskede nedlukningen under coronaen, som gav hende mere samvær med sin mor, da ingen af dem kunne passe jobbet som rejseledere.

- Vi har tit set hinanden i en eller anden lufthavn. Engang mødtes vi på en motorvej i Uzbekistan. Så weird. Men under coronaen boede jeg en del af tiden hos min mor, og vi er meget kreative. Vi udretter langt mere sammen end hver for sig.

Kiki Langstrømpe

At de lige skulle udrette en istandsætning for at komme til at bo sammen, kommer ikke bag på dem, der kender Kiki, fortæller hun, imens hun viser rundt i det tidligere missionshus iført hvide arbejdsbukser.

- Det er Jan, der har renset alle murstenene. Der sad noget tjæreagtigt på. Det har taget ham halvanden måned, siger hun om den rå murstensvæg. Det er et lille stykke af New York i Væggerløse.

Kiki Kornerup overlader dog ikke det hårde arbejde til sin mand. Hun har banket mursten ud, væltet vægge og banket lofter ned.

- Min far har altid været meget opsat på at lære mig ting, så jeg ikke skulle være afhængig af en mand. Jeg kan selv fuldspartle vægge og sætte hylder op. Jeg er generelt ikke bange for at gøre noget, selvom jeg ikke har prøvet det før. Jeg er Kiki Langstrømpe, griner hun og bøjer armen i den velkendte positur for styrke.

Akademisk håndværker

På uddannelsen til arkitekt er hun også blevet godt klædt på til at istandsætte et hus.

- Det er vel en slags akademisk håndværkerskole, hvor man smager på noget forskelligt. Jeg har ikke færdigheder som en håndværker, men jeg har altid syntes, det var sjovt, og jeg nyder virkelig processen.

Kiki Kornerup regner med, at underetagen er klar til indflytning ved årsskiftet. Men hvad vil hun leve af?

- Måske åbner jeg en tegnestue hernede.