Liberal Alliance: Gå i gang med E55

Ole Birk Olesen vil have regeringen til at sikre midlerne til en opgradering af E55. Foto: Ingrid Riis

Den nye socialdemokratiske regering skal i sving, hvis tidsplanen for E55-udvidelse skal holde.

Offentliggjort Sidst opdateret

FALSTER Med beslutningsforslaget B 96 forsøger Liberal Alliance nu at tvinge regeringen til at sætte gang i forhandlingerne om en række infrastrukturprojekter - der iblandt den planlagte udvidelse af E55 mellem Nykøbing og Sydmotorvejen.

Den udvidelse er godt i gang med at blive planlagt. Her i foråret er Vejdirektoratet i gang med en række undersøgelser, registreringer og skitser, og hen omkring sommeren skal en rapport om miljøkonsekvenserne gøres færdig, så der kan holdes borgermøde i efteråret. Derefter er planen, at transportministeren inden årets udgang skal have en anbefaling, hvorefter anlægsloven kan vedtages, så arbejdet kan gå i gang i 2021. Sådan har tidsplanen set ud hidtil, efter at den forrige regering for et år siden indgik en aftale om at afsætte 112 milliarder kroner til en lang række projekter, hvoraf E55-udvidelsen var et af dem.

Men nu er den plan ved at skride i svinget. Den nuværende S-regering har nemlig stadig ikke indkaldt til forhandlinger om infrastrukturen - de afventer, at regeringen først får forhandlet en klimahandlingsplan. Hvornår det sker, og hvornår forhandlingerne om infrastrukturplanen kan gå i gang, vides ikke.

Hvis arbejdet på E55 skal gå i gang næste år, skal der dog snart landes en aftale, påpeger Liberal Alliance. Og det er her, beslutningsforslag B 96 kommer ind i spillet. Det vil pålægge regeringen at tilvejebringe et beslutningsgrundlag, fremsætte forslag til anlægslove, der kan vedtages, inden det igangværende folketingsår er gået, samt finde finansieringen på finansloven for 2021 og frem.

- Nogle steder er infrastrukturen dårlig, for eksempel mellem Nykøbing og Sydmotorvejen. Derfor skal man i gang nu, for jo mere vi venter, des mere vokser problemerne, siger Ole Birk Olesen (LA), der var transportminister i den forrige regering.

Han tilføjer, at hvis man skal i gang i 2021, skal midlerne til projekterne afsættes i finanslovsaftalen til august. Derfor kan det snart ikke vente længere med forhandlinger om projekterne.

- Er pengene der ikke, kan man ikke gå i gang. Så finansloven afslører, om regeringen er villig til at igangsætte projekterne eller hellere vil bruge pengene på højere kontanthjælp, flere pædagoger og kollektiv trafik, siger han.

Ole Birk Olesen tilføjer, at han forventer opbakning til forslaget fra de øvrige blå partier, som jo var med til at vedtage den oprindelige infrastrukturplan.

Folketidende har bedt om en kommentar fra transportminister Benny Engelbrecht (S), men har ikke fået svar inden deadline.