Lidl køber Aldi-butik på Falster
Aldi på Stovby Ringvej i Marielyst bliver overtaget af Lidl. Arkivfoto: Flemming K. Karlsen
.
Dagligvarekæden Lidl overtager 10 tidligere Aldi-butikker - heriblandt Aldi i Marielyst. Med udvidelsen har Lidl 154 butikker i Danmark.
I forbindelse med dagligvarekæden Aldis lukning i Danmark køber discountkæden Lidl 10 tidligere Aldi-butikker - heriblandt Aldi på Stovby Ringvej 5B i Marielyst.
Købet sker gennem kæden Rema 1000.
I februar 2023 købte Lidl fire butikker og fem projekter fra Aldi.
Med disse udvidelser er kæden oppe på 154 butikker på tværs af Danmark.
Det skriver Lidl i en pressemeddelelse.
Rema 1000 har købt 114 ud af 188 tidligere Aldi-butikker i Danmark. Købet blev godkendt i slutningen af august 2023.
Rema 1000 har dog forpligtet sig til at frasælge "et mindre antal af butikkerne", så købet ikke ender med at skade konkurrencen i nogle lokalområder.
Det er ti af disse butikker, som Lidl har købt.
De nye Lidl-butikker ligger i i Slagelse, Stege, Marielyst, Bjerringbro, Brande, Esbjerg, Hirtshals, Holstebro, Viborg og Aabybro.
- Vi satte os et ambitiøst mål om at nå 150 butikker i det nuværende forretningsår. Det er en ekspansion uden sidestykke i Lidls danmarkshistorie, og en udvikling vi er meget stolte af, siger Jens Stratmann, administrerende direktør i Lidl Danmark.
Alle nuværende butiksmedarbejdere fra de pågældende Aldi-butikker får tilbudt ansættelse i Lidl.
- Vi glæder os til at tage imod både nye medarbejdere og ikke mindst vores kunder i de pågældende byer, siger Jens Stratmann.
På grund af sit omfang skal aftalen godkendes af Konkurrencestyrelsen.
Når de juridiske aspekter af handlen er på plads, begynder ombygningen af butikkerne.
I maj annoncerede dagligvarekæden, at man udfaser al salg af tobak inden udgangen af 2028. Som led i dette vil samtlige nye Lidl-butikker ikke have tobak på hylderne.
Det gælder også de ti nye adresser.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker