Lille Lola og andejægeren Falle på tur
Sakskøbing Lokalhistoriske Forening trak 25 tilhørere til forårssæsonens sidste arrangement i det store mødelokale på Saxenhus. Til juni er der bestyrelsesmøde i foreningen, og så skal der tages stilling til nye foredrag i eftersæsonen, som starter i september. Foto: Kim Møller Pedersen
Kim Møller Pedersen
Museumsinspektør Bjørnar Måge fra Museum Lolland-Falster tog tirsdag aften rundt om Sakskøbing Lokalhistoriske Forening med fortællinger om de arkæologiske Femern Bælt-udgravninger ved Rødbyhavn. Det blev til to timer med masser af lokal historie fra især stenalderen, fællessang, spørgsmål fra de fremmødte og ikke mindst en lille overraskende melding fra Guldborg.
SAKSKØBING: En lille Lola og hendes liv i stenalderen. Det var et af omdrejningspunkterne for den fortælling, som museumsinspektør Bjørnar Måge havde taget med til Saxenhus tirsdag aften.
Her var 25 lokalhistorisk interesserede mødt frem i den store mødesal for at tage med på turen tilbage til for cirka 5700 år siden og her en masse historie omkring ikke mindst Lola med de blå øjne og den lidt dårlige mundhygiejne - det siger undersøgelserne i hvert fald.
Først slog Bjørnar Måge dog fast, at Danmarks største stenalderudgravning ved Rødbyhavn, som Museum Lolland-Falster stod for forud for starten på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen, kom til især på grund af unikke bevaringsforhold for organisk materiale.
Fisk, husdyr og åndeligt liv
- Forskningspotentialet er stort, lød det konkluderende fra museumsinspektøren, der hurtigt remsede fiske-, fangst- og husdyrhold samt næring, bolig, ofringer og åndeligt liv som en del af mange eksempler på, hvad det store fundområde fra stenalderen kan være med til at fortælle om i vores forståelse af tidligere tiders lollikers gøren og laden.
Sidstnævnte har Museum Lolland-Falster i mange sammenhænge sørget for at fortælle en hel del om i kølvandet på de arkæologiske udgravninger omkring Rødbyhavn, som altså endte med at blive til det største fundområde fra stenalderen i Danmark.
Men inden Bjørnar Måge var klar med headset og små to timers foredrag til forårssæsonens sidste arrangement hos Sakskøbing Lokalhistoriske Forening var der naturligvis traditionel fællessang.
Kaffekopperne var også kørt i stilling, og formand Viggo Christiansen kunne indlede med at minde om, at der normalt var en del flere til de populære foredrag hos den lokalhistoriske forening.
Det gode forårsvejr var nok en svær konkurrent tirsdag aften, men det forhindrede ikke Bjørnar Måge i - straks fra start - at tage energisk fat i det omfattende arkæologiske materiale, som blandt andet også er blevet til en oplevelsesbaseret udstilling på Stiftsmuseet i Maribo.
Birkebarksbeg og gedehjerne
- Forskning er nødvendig for at aktivere ny viden, og naturvidenskabens rolle i arkæologien er voksende, lød det fra museumsinspektøren foran illustrationerne af en cirka 5700 år gammel birkebarksbeg og en cirka 5500 år gammel gedehjerne.
Lokalhistorisk forening
Sakskøbing Lokalhistoriske Forening er oprettet i 1980 og har i dag cirka 160 medlemmer.
Der afholdes otte årlige arrangementer - de fleste med lokalhistorisk indhold.
Arrangementerne holdes som regel på Saxenhus, Juniorsgade 35, 1. sal. Saxenhus er byens borgerhus, der tidligere var sygehus.
Der serveres kaffe og kage i pausen.
Netop den 5700 år gamle birkebarksbeg, der også kunne betegnes som en slags tyggegummiaffald fra stenalderen, førte i sidste ende frem til opdagelsen af tandmærker, DNA og resten er historie om den lille pige Lola.
- Hun har måske ligesom andre på den tid tygget på det her birkebark på grund af tandpine. Vi ved det ikke, men det her lille stykke birkebark viste sig at være en guldgrube af informationer, forklarede Bjørnar Måge om det arkæologiske arbejde, som viste sig at skulle tage over et år med hjælp fra "en meget stor computer".
Heldigvis lykkedes det at folde en masse ud fra en anderledes stenalderverden, som pigen Lola vandrede rundt i.
Kan være kæben fra Lola
- I teorien kan vi også have fundet Lolas underkæbe, men vi det ikke endnu. Vi har nemlig den her underkæbe, som blev fundet 50 meter fra fundet af tyggeklumpen, og vi venter stadig på kommende undersøgelser, som måske kan forbinde de to ting, fortsatte museumsinspektøren.
At Lola også have haft kyssesyge og lungebetændelse, var laktoseintolerant og havde lus i munden samt døde med rester fra en and i sig ligger også fast. Men om anden var blevet kogt eller måske stegt, vides der endnu ikke så meget om. Heller ikke om Lola dagen efter sin død ville have spist en stor portion grød, fordi det bare var det allermest naturlige at gøre for hende.
- Vi kan ikke komme med alle fakta om Lolas hverdag og liv, men ved hjælp af håndfaste beviser og fakta kan vi give en faktabaseret fortolkning og en lille portion gætværk, der vækker refleksion hos nutidens publikum. Det er det, der er målet, lød det fra Bjørnar Måge, som derfor også havde taget en lille fortælling om andejægeren Falle med.
Vi kan ikke komme med alle fakta om Lolas hverdag og liv, men ved hjælp af håndfaste beviser og fakta kan vi give en faktabaseret fortolkning og en lille portion gætværk, der vækker refleksion hos nutidens publikum
Museumsinspektør Bjørnar Måge
Han kunne nemlig - måske - godt have været kæreste med lille Lola og muligvis ind imellem være kommet hjem med bytte til privaten i form af ænder, rådyr, vildsvin eller krondyr.
- Når Falle skulle jagte større bytte, kunne han finde sit træspyd frem, og til havjagt havde han sine harpuner, lød det fra Måge.
Mod slutningen af foredraget fik tilhørerne også en fortælling om de første husdyr på Lolas tid med får og ged som de primære, og så blev de lokale fiskegærder helt tilbage fra 3325 år før vor tidsregning og godt tusind år frem i tiden. Omkring 25-30 generationer efter Lola blev der således i fjorden ved Rødbyhavn konstrueret større fiskefangst-anlæg, hvor ledehegn sørgede for at lede fisk hen i udlagt ruser.
Et par fra Guldborg var - et par minutter inde i foredraget - i øvrigt også blevet ledt hen mod borgerhuset i Juniorsgade. Her kunne man måske også hævde, at der var tale om et ganske overraskende fund.
Parret havde således ledt flere steder i Sakskøbing efter det dér Saxenhus, hvis præcise adresse vist ikke rigtig var dukket op nogen steder i forbindelse med omtalen af foredraget hos Sakskøbing Lokalhistoriske Forening. Men det er og vil fortsat være Juniorsgade 35, og det er bare lige ind af den gamle sygehusdør og op på førstesalen.
Så kan selv hele Lollands fortid hurtigt folde sig ud på et par timer - det kræver bare en lille entré, en fælles sang samt lidt kaffe og kage hos Sakskøbing Lokalhistoriske Forening.
Seneste artikler
Stævne for de trimmede og dem med topmave
Kommune hårdt ramt af rotter: Forventer øgede udgifter til skadedyrsbekæmpelse
Nyt nej til biogasanlæg: På den for fjerde gang
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Olivers hunde jagter rotter på Nordbyskolen
Mest læste artikler
Nu indtager de Bjørneskoven
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser
Ældreformand: Rystende besparelser