Lille ø nord for Falster er til salg

Sådan ser den lille ø Masnedø Kalv ud fra luften. Sommerhuset ligger midt på øen. Foto: Lützau

Masnedø Kalv i Storstrømmen kan erhverves for 8,3 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

OREHOVED Hvis man kan skaffe 8,3 millioner kroner, så kan man købe sin helt egen ø nord for Falster.

Det skriver boligmediet Boliga.dk

Øen er Masnedø Kalv, der ligger i Storstrømmen kun to minutters sejlads fra Masnedø.

For syv måneder siden blev øen sat til salg for lige præcis 10 millioner kroner.

Men nu er prisen blevet sat ned med 1,7 millioner kroner, oplyser Boliga.dk

2,3 hektarer

For den nye og reducerede pris får køberen 2,3 hektarer jord med et rigt dyre- og naturliv. Midt på øen er der en sommerbolig i form af en ældre bjælkehytte i norsk stil.

Hytten er på 78 kvadratmeter. Og så er der udsigt til vand til alle sider.

I løbet af et par år vil udsigten også omfatte den nye Storstrømsbro, der etableres mellem Falster ved Orehoved og Masnedø.

Flere øer sælges

Masnedø Kalv er ifølge Boliga.dk ikke den eneste danske ø, der har været til salg indenfor de seneste år. Det sker af og til.

I 2016 blev øen Egholm ud for Skælskør handlet for 21,4 millioner kroner, og i fjor blev øen Halmø mellem Fyn og Ærø solgt for 9,8 millioner kroner.