Lokal deltagelse i dansk-tysk projekt: - Det tør vove sig helt ud på den "tynde is"

Stormfloden i fjor gik meget hårdt udover Hesnæs Havn. Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Et dansk-tysk projekt, der skal udvikle løsninger til klimatilpasning langs kysterne, får deltagelse af Guldborgsund Kommune sammen med fire andre danske kommuner.

Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste kan efterhånden ikke være i tvivl, om hvor vigtig det bliver at tilpasse sig mod oversvømmelser i fremtiden. Især stormfloden i fjor var noget af en øjenåbner på Lolland og Falster.

Debatten kører på fuld skrue, og bud på fremtidens klimaløsninger er under lup.

Blandt andet i ClimateBlue-projektet, som netop har modtaget støtte fra EU’s Interreg Deutschland-Danmark-program.

Borgerinddragelse

Projektet stiller gennem bred borgerinddragelse skarpt på kravene til den samfundsmæssige tilpasning til en fremtid, hvor vandet i stigende grad sætter dagsordenen for, hvor og hvordan, vi i fremtiden kan bo, arbejde og leve langs kysten.

Her får Guldborgsund Kommune og dens borgere en rolle.

Kommunen er nemlig en ud af fem danske kommuner, der deltager i projektet. De fire andre kommuner er Middelfart, Vejle, Kolding og Haderslev. De andre aktører, der deltager på dansk side, er forskere fra SDU Climate Cluster, Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning, Klimatorium og Region Syddanmark.

- Projektet adskiller sig fra andre klimaprojekter ved at vove sig helt ud på den ’tynde is’ og tage hul på samtalen om, hvordan vi samskaber et fremtidigt samfund, hvor vandet vil ændre landkortet, som vi kender det i dag, og hvor diger og andre hårde løsninger ikke alle steder vil være tilstrækkelige til at sikre Danmarks beboelige areal, siger klimaprofessor og leder af SDU Climate Cluster Sebastian Mernild, der står i spidsen for det nye projekt, i en pressemeddelelse.

Helt konkret skal et tværfagligt forskerteam over de næste tre år samarbejde med den enkelte kommunes borgere og medarbejdere, når der skal udvikles klimatilpasning langs kysterne. Arbejdet vil tage afsæt i konkrete vandproblemer i kommunen.

- Helt overordnet er vores ambition at levere indsigter, viden og input til udvikling af lokale, regionale og nationale langsigtede strategier for kysttilbagetrækning. Indtil nu har vi hverken i Danmark eller Tyskland talt særlig højt om at give land tilbage til vandet. Derfor forventer vi i projektet at kunne bidrage til at modne den offentlige og politiske samtale om de vandrelaterede samfundsomvæltende klimaforandringer, vi allerede nu aner konturerne af, siger Sebastian Mernild.