Lokal efterskole fylder 40: Blev til med hjælp fra et helt samfund

Siden 1984 har der været efterskoleelever på Gunslevholm Idrætsefterskole, og senere i august fejres skolens 40 års jubilæum. Arkivfoto: Claus Hansen

11. august 1984 startede 67 elever på 1. årgang på Gunslevholm Idrætsefterskole. Det er nu 40 år siden, og velvilje fra lokalbefolkningen er en stor del af efterskolens succes, mener forstander.

Offentliggjort Sidst opdateret

NØRRE ALSLEV: Der er sket meget i de 40 år, Gundslevholm Idrætsefterskole har eksisteret.

Fra de 67 elever på den allerførste årgang er der nu plads til 210 elever. Og de fysiske rammer er siden begyndelsen udvidet væsentligt.

- Vi har altid haft et højt ambitionsniveau på Gunslevholm med fokus på kvalitet og udvikling i de tilbud, vi giver vores efterskoleelever. Både på det idrætsfaglige, boglige og det personlige plan - de skal helst få mere, end de kom for, udtaler skolens formand, Christian Høegh-Andersen.

Det var Elin Johnsen og hendes ægtefælle Flemming Johnsen, der startede skolen op ud fra en årelang drøm. For der manglede en idrætsefterskole på Lolland og Falster, mente de.

Eleverne skal helst få mere, end de kom for.

Christian Høegh-Andersen, skolens formand

De slog til, da det tidligere pigehjem og senere skolehjem "Gunslevholm" blev nedlagt efter en politisk beslutning i Maribo Amt. Og i første omgang fik de stor opbakning fra både Birgit Pærregård, tidligere formand for Maribo Amts Gymnastikforening, og Holm Petersen, der var tidligere forstander på Nørre Ørslev Ungdomsskole.

Drømmen blev virkelig

Elin og Flemming Johnsen fik derfor hurtigt nedsat en arbejdsgruppe, der kunne realisere projektet; nemlig at skabe en 10. klasses idrætsefterskole med et højskolelignende indhold.

20. juni 1983 afholdt de stiftende generalforsamling med 200 deltagere. Og 11. august året efter trådte de første 67 elever ind over dørtærsklen.

- Takket være velvilje fra de bevilligende myndigheder, lokalbefolkningen, frivillige hjælpere, bestyrelse, ledelse og ansatte blev drømmen til virkelighed, forklarer den nuværende formand, Christian Høegh-Andersen.

Samme grundsyn

Han tilføjer, at grundsynet er det samme som dengang. Eleverne skulle opnå dannelse til et demokratisk samfund med vægt på at fremme deres positive karakteregenskaber.

Gunslevholm Idrætsefterskoles 40-års jubilæum fejres med reception 24. august klokken 15.00, hvor alle er velkomne. Der er taler ved formanden og bestyrelsesmedlem Flemming Johnsen, der var med til at starte skolen.

Skolens nye forstander, Maja Elvang, der tiltrådte 1. maj 2024, vil sætte ord på det nye årti, som skolen kigger ind i.