LOKAL IT-VIRKSOMHED OPKØBT

Bjarne Petersen får med salget af Sax-IT nu endnu mere tid til at engagere sig i Sydhavsøernes frugtfestival, hvor han skal være praktisk leder. Arkivfoto: Ingrid Riis

Bjarne Petersen har solgt Sax-IT til JF Data Service og dermed sikret, at de lokale arbejdspladser forbliver på Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: It-virksomheden Sax-IT, som er hjemmehørende i Sakskøbing, er per 1. februar blevet overtaget af JF Data Service ApS, som har afdeling i Nykøbing, men har hovedsæde i Rønne på Bornholm.

- Jeg blev 73 år tirsdag, så det var tid til at afhænde forretningen, siger Bjarne Petersen.

Jeg blev 73 år tirsdag, så det var tid til at afhænde forretningen.

Bjarne Petersen, Sax-IT

Han fungerede som direktør og ejede Sax-IT sammen med sin søn, tandlæge Morten Worsøe.

Efter corona-krisen har der været nedgang i omsætningen hos Sax-IT, som leverer IT-infrastruktur, IT-support, drift og hosting til mindre erhvervsvirksomheder, sælger hardware og servicerer privatkunder med datasikkerhedspakker.

Ansatte flytter med

For Bjarne Petersen har det været vigtigt at overdrage aktiviteterne til en lokal spiller.

- Det vigtigste har været at sælge til en lokalt baseret virksomhed, som kunne sikre, at medarbejderne har beskæftigelse fremover, og at vores kunder får den samme service som hidtil. For kunderne vil det i stort omfang også være de samme personer, de kommunikerer med, siger Bjarne Petersen.

De to medarbejdere IT-konsulenterne Jesper Hasfeldt Holm-Eriksen og Christian Hansen vil fremover være at finde hos JF Data Service på Herningvej 6 i Nykøbing.

Sax-IT og JF Data Service er begge medejere af CoworkIT A/S, der er et samarbejde mellem knap 40 it-virksomheder i Danmark.

Et udpluk af teamet hos JF Data Service i Nykøbing. Fra venstre er det Rene Lex, IT-systemtekniker, Søren Kristensen, Salgs- & Teamkoordinator, Erik Helver Larsen, IT-systemtekniker og de to nye medarbejdere fra Sax-IT IT-konsulenterne Jesper Hasfeldt Holm-Eriksen og Christian Hansen. Foto: JF Data Service

Over 40 år gammel

JF Data Service har eksisteret i over 40 år. Virksomheden begyndte som leverandør, servicepartner og rådgiver inden for kontorartikler og pengeautomater, men har sidenhen udviklet sig til en IT-virksomhed, der tager sig af blandt andet softwareudvikling, IT-support og IT-infrastruktur som økonomisystemer og email-arkivering.

- Vi er glade for at Sax-IT valgte os til at overtage virksomheden, og vi vil gøre alt for, at kunder og samarbejdspartnere fortsat får leveret den service, som de er vant til fra Sax-IT, og at det i øvrigt vil ske fra de medarbejdere, som kunderne kender, siger direktør i JF Data Service ApS, Lars Falk.

JF Data Service har 22 ansatte, hvor der med de to nytilkomne er seks ansatte i Nykøbing, hvor it-virksomheden har været til stede i snart 11 år.

JF Data Service overtager også DentaIT, der er et koncept målrettet tandklinikker, som Sax-IT har udviklet.

Mange jern i ilden

Selvom Bjarne Petersen nu har solgt Sax-IT, kommer han ikke til at kede sig, da han har mange jern i ilden.

Bjarne Petersen har gennem Saxkjøbing Rotary engageret sig i Sydhavsøernes Frugtfestival i Sakskøbing, hvor han nu tager over som praktisk leder efter Birthe Aagaard.

Derudover er han formand for Skatteankenævn Storstrøm og kredsformand for Socialdemokratiet i Guldborgsund Kommune.

- Så mon ikke jeg kan få tiden til at gå, siger han.