Lokal undren: Hvorfor sker der ikke noget?

På vejen mellem Stubbekøbing og Nørre Alslev har flere efterlyst en rigtig cykelsti. I dag er der kun smalle kantbaner. Arkivfoto: Anders Knudsen

Udvalgsformand lover handling, men ikke lige nu.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: - Hvorfor sker der ikke noget lokalt med cykelstierne?

Dette spørgsmål kom op under borgermødet, som torsdag blev holdt på Stubbekøbing Skole.

Det var Grethe Jørgensen, der spurgte, og spørgsmålet var lige, hvad salen sad og ventede på.

I hvert fald var der mange klapsalver til spørgeren fra de cirka 100 fremmødte.

Lær af Vordingborg

Grethe Jørgensen pegede på, at man i Vordingborg Kommune har fået et sammenhængende net af cykelstier, blandt andet til Kalvehave.

- Hvad sker der i Guldborgsund Kommune? Er arbejdet med cykelstierne udsat?, spurgte hun.

Under snakken kom det frem, at ønsket handlede om rigtige cykelstier til hverdagscyklismen. Ikke om nye cykelruter.

Tidligere har flere blandt andet efterlyst en sådan cykelsti hele vejen mellem Stubbekøbing og Nørre Alslev.

Ikke her og nu

Jesper Blomberg (M), der er ny formand for teknik-, klima- og miljøudvalget i kommunen, var til stede og måtte til mikrofonen for at svare Grethe Jørgensen.

- Det er altså heller ikke gået så hurtigt i Vordingborg. De har været 25 år om at få stierne, bemærkede han.

Formanden sagde, at kommunen - på sigt - vil anlægge nye cykelstier.

- Men der er det med økonomien, og der skal også laves andre ting. Så nye cykelstier bliver ikke lige her og nu, sagde Jesper Blomberg.

Turister giver penge

Cykelsagen prægede også mødet på en anden måde.

Flere pegede på, at de mange tusinde cykelturister skal lokkes til at lægge flere penge lokalt.

- Hvis hver især bruger 100 kroner, så bliver det hurtigt til en million og nogle små virksomheder, blev det sagt.

Andre sagde, at cykelturisterne ofte manglede overnatningsmuligheder i Stubbekøbing.

- Hvad med at bruge skolen som et sleep-in, blev der foreslået.