Lokalplan til nyt stadion og multihal er i høring

En ny multihal skal opføres i midten af billedet her, hvor en del af området benyttes af petanqueklubben med baner og et ældre klubhus. En anden del står ubrugt hen. Foto: Anders Knudsen

Man kan frem til 20. oktober indsende sine ønsker for en ny hal og renovering af stadion til kommunen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Bag den lidt gådefulde titel "Lokalplan 195" gemmer sig en mulighed for, at man som borger kan bidrage med synspunkter og ønsker til en kommende multihal i forbindelse med Nykøbing F. Hallerne.

Kommunen har oplevet en stor efterspørgsel på haltider, og det ønske kan imødekommes med en realisering af lokalplanen.

Det giver samtidig mulighed for at bygge en helt ny hal af international standard samt at renovere og opgradere det eksisterende stadion, så der i fremtiden kan spilles fodbold på højt plan.

Ambitionen er, at hele området skal danne rammen om et nyt center for eliteidræt.

Den nye hal skal bygges på bagsiden af de nuværende haller og stadion.

Et område, der delvist står ubrugt hen, og som delvist benyttes af byens petanqueklub.

Lokalplanen tillader byggeri i op til 20 meter inden for hele området, ligesom der er sikret mulighed for, at tunge køretøjer kan få adgang fra Skovalleen.

På den måde kan Poul Martin Møllersvej i højere grad friholdes for tung trafik sammenlignet med i dag.

Guldborgsund Kommune ønsker fortsat et grønt område omkring Tingsted Å, og derfor er der i lokalplanen krav om, at der skal være et grønt udtryk mod Skovalleen.

Der er foretaget en screening efter loven om miljøvurdering af planer og programmer, og man har ikke fundet behov for at skulle lave miljøvurdering af planen.

Planen vil ikke have en væsentlig indvirkning på det eksisterende miljø.

Lokalplanen skal nu igennem en fire uger lang offentlig høring, der slutter 20. oktober.