Lokalpolitik er mere end bare magten og æren
Da forhenværende borgmester fra Guldborgsundlisten, John Brædder, ved årsskiftet blev erstattet af Simon Hansen (S), røg borgmesterlønningen på godt en million kroner samme vej. Dertil kommer løn fra bestyrelsesposter, der følger med jobbet. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Politikernes lønninger udgøres af pladsen i byrådet, pladser i udvalg, formandskaber for udvalg og poster i de mange bestyrelser og lignende, hvori der er politiske repræsentanter.
GULDBORGSUND - Det handler bare om at rage til sig, og det er simpelthen så bøvet og provensielt.
Sådan har en fra den politiske sfære i Guldborgsund Kommune tidligere omtalt fordelingen af politiske poster og de vederlag, der følger med, uden at ville citeres for det.
Og der ér mange penge i lokalpolitik.
Endnu er ikke alle bestyrelsesposter med videre, som skal fordeles mellem medlemmerne af det nye byråd, blevet det. Dermed er det uklart, just hvor mange penge hvert byrådsmedlem kommer til at tjene i de kommende år. Men da 122 kandidater ved valget blev barberet ned til de 29, der fik plads i byrådet, var det sikkert, at det kom til at berøre mange menneskers privatøkonomi.
Der har været forlydende om, at nogle byrådsmedlemmer har baseret deres økonomi udelukkende på indtægterne fra deres politiske virke i kommunen, hvormed et genvalg havde ekstra stor betydning.
Omvendt kan nyvalgte byrådsmedlemmer, foruden arbejdsbyrden med udvalgsmøder, øvrig mødeaktivitet og forberedelse i form af læsning af rapporter, dagsordener og bilag, se frem til en mærkbar ekstra lønningspose hver måned.
Alene ved at vinde et sæde i byrådet er mandaterne sikret 98.687,04 kroner årligt de kommende fire år. Dertil kommer vederlag for at sidde i et udvalg som økonomiudvalget eller landdistrikter, kultur- og fritidsudvalget. Menige medlemmer i disse får 30.659,32 kroner, og da alle byrådsmedlemmer er med i mindst ét udvalg, er de alle sikret 129.346 kroner eller 10.779 kroner om måneden.
Opnår man som medlem af et af partierne i konstitueringen omkring borgmesteren en formands- eller næstformandspost i et udvalg, er der mere at hente.
Næstformanden i de seks stående udvalg får 65.232,60, mens formanden honoreres med 250.058,29 kroner årligt.
Og der er flere lukrative poster at kæmpe om. På byrådsmødet torsdag afgøres det, om Dennis Fridthjof (S), som han er indstillet til, bliver formand for et nyoprettet paragraf 17, styk 4-udvalg kaldet Det gode børneliv. Det vil give en udbetaling årligt på 163.081,49 kroner.
På samme vis afgøres det, om partifællen Dorthe Sølling forbliver formand for huslejenævnet. 129.882,82 kroner er betalingen for den post årligt.
Den største indtægt har borgmester Simon Hansen (S), der alene for den post får 1.087.210 kroner. Han er formelt også den eneste fuldtidsansatte politiker i kommunen, omend mindst 10 folkevalgte tjener 22.862 kroner eller mere om måneden og altså et godt stykke over dagpengesatsen.
Medlemmer med børn under 10 år får i øvrigt 15.269 kroner årligt i ekstra vederlag.
Disse lokale byrådsmedlemmer tjener mest på deres politiske virke
1: Simon Hansen (S) - 1.087.210 kroner
2: René Christensen (DF) - 602.699 kroner
3: Annemette S. Johnsen (SF) - 404.405 kroner
4: Ole K. Larsen (V) - 379.405 kroner
5: Jesper Blomberg (DF) - 348.745 kroner
6: Britta Lange (S) - 348.745 kroner
7: Bob Richard Nielsen (DF) - 348.745 kroner
8: Dennis Fridthjof (S) - 129.346 kroner + forventeligt 163.082 kroner = 292.428 kroner
9: Dorthe Sølling (S) - 160.006 kroner + forventeligt 129.883 kroner = 289.889 kroner
10: Ole Bronné Sørensen (S) - 274.346 kroner
Kilde: Guldborgsund Kommune og nyheder.tv2.dk, der har søgt aktindsigt i alle landets kommuner
Seneste artikler
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Kai og Nanna fik overrakt hæfter til kronprinsens chauffør
Kronprinsen på broen
Kronprinsen til stor brofest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen