LOKALT APOTEK LUKKER: VI MANGLER SIMPELTHEN HÆNDER

Løve Apotek Østerbro i Lindholmcentret lukker midlertidigt. Foto: Anders Knudsen

Apoteket lukker på grund af mangel på kvalificeret faglært personale.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Manglen på kvalificeret faglært personale er så stor, at Løve Apotek har set sig nødsaget til at lukke sin filial i Lindholmcentret på Østerbro i Nykøbing. I hvert fald for en periode.

Det har man onsdag morgen meddelt sine faste kunder.

- Det har været en rigtig svær beslutning, som vi absolut gerne ville være foruden - men vi mangler simpelthen hænder, og hvis vi ser på den årstid, vi bevæger os ind i, så er vores erfaring, at der også florerer mere sygdom blandt personalet henover de næste par måneder, skriver souschef Kim van Heesch Hergot i et opslag på apotekets facebookside.

Det er både for kundernes og personalets skyld, at bemandingen skal være tilstrækkelig. Det er vigtigt for os, at vores personale har ordentlige arbejdsvilkår - også når der i perioder er ”mandefald”.

Kim van Heesch Hergot, souschef, Løve apotek Østerbro

Derfor har ledelsen besluttet at praktisere rettidig omhu og nedbringe antallet af afdelinger fra fem til fire i en periode.

- Vi vil gerne gøre en forskel for alle, der går ind ad vores dør, så det er både for kundernes og personalets skyld, at bemandingen skal være tilstrækkelig. Det er vigtigt for os, at vores personale har ordentlige arbejdsvilkår - også når der i perioder er ”mandefald”, skriver souschefen i opslaget.

Håber at åbne igen

Man vil gerne hjælpe kunderne med at have let adgang til medicin på Østerbro, og derfor har apoteket lavet en aftale omkring medicinudlevering både hos OK+ Tanken på Østerbrogade 145 og hos Spar-købmanden på Enighedsvej 46.

Dér har kunderne mulighed for at hente deres medicin allerede fra tirsdag 1. november om eftermiddagen, såfremt de bestiller medicin til ét af de to leveringssteder.

Man kan kontakte Løve Apotek Nykøbing F. telefonisk på 54 85 33 00, hvis man ønsker at få varerne bragt til et af stederne. Alternativt kan man bede lægen om at påføre recepten, at det skal sendes. Det koster 12,50 kroner i leveringsgebyr, fremgår det af opslaget.

- Kunderne er selvfølgelig også meget velkomne til at komme og besøge os på Løve Apotek Nykøbing F. i Langgade 5, hvor vi har sørget for at øge bemandingen i den periode, hvor Løve Apotek Østerbro er lukket, skriver Kim van Heesch Hergot.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for fortsat at give vores mange loyale kunder en god oplevelse med at handle på Løve Apotek og håber fortsat på, at personalesituationen ændrer sig til det bedre, så vi atter får mulighed for at ekspedere kunderne på Løve Apotek Østerbro.