Lokalt bilfirma udvider forretningen med 65 ansatte
Til venstre ses Kristian Hansen (direktør for Frimann Hansen) over for Jens Petersen (ejer af Selandia). Foto: PRPR
Bilbranchen er i opbrud, og der er behov for at sikre sig for fremtiden med en stærkere forretning, forklarer direktør for Frimann Hansen Automobiler A/S, Kristian Hansen.
Det har været ved snakken i en periode, men nu kan Frimann Hansen Automobiler udvide forretningen med 65 ansatte.
Familien bag Selandia Automobiler har nemlig valgt at overlade rattet til den lokale bilforhandler, som dermed også vil forhandle mærkerne Ford og Suzuki.
Selandia Automobiler A/S (aktiviteten som overtages):
- 65 ansatte og lokationer i Ringsted, Næstved, Nykøbing F. og Sakskøbing.
- Forhandler Ford og Suzuki.
Familien bevarer dog 10 procent ejerandel og en bestyrelsespost i Frimann Hansen Automobiler A/S.
- Jeg ser meget frem til at byde velkommen til de 65 nye kollegaer, lyder det fra administrerende direktør i Frimann Hansen Automobiler A/S, Kristian Hansen.
Med de nye medarbejdere følger også forretninger i to nye byer - Ringsted og Sakskøbing.
Annonce
- Ringsted er en by i rivende udvikling, som samtidig ligger rigtig godt i forhold til København, Slagelse og Næstved, siger han.
En branche i oprør
Kristian Hansen understreger, at sammenlægningen vil styrke forretningen, der - ligesom landets øvrige bilforhandlere - er presset på økonomien.
- For at kunne have den økonomi og beholde specialister og et højt serviceniveau, er man nødt til at have en større enhed. Hele branchen er lige nu i oprør i et stort skifte fra fossile brændstoffer til elbiler, og samtidig er der store krav fra fabrikkerne til forhandlerne, tilføjer han.
Her vil det gavne at have i alt 185 medarbejdere på otte forskellige lokationer hen over Midt-, Vest-, Sydsjælland og Lolland-Falster, siger han.
Fremtidssikret koncern
Dertil kommer, at den lokale forhandler både har Ford/Hyundai/Suzuki-koncernen på det ene ben og Stellantis-koncernen på det andet - med alt hvad de hver især kan bibringe af markedsføring og økonomi til det lokale bilhus.
- På den måde kan vi bedre opbygge en meget stærk og fremtidssikret koncern. Og begge ben har flere nye elbiler på vej, så vi bevæger os i den retning, som den øvrige del af branchen.
Det er netop det store skifte i branchen, der får Selandia til at sælge en stor del af forretningen, forklarer talsmand for ejerfamilien, Jens Petersen.
- Vi i familien har i en årrække drevet Selandia Automobiler via en ansat direktør og en professionel bestyrelse, men med de omvæltninger, der er i gang i branchen, er der brug for, at ejerskabet er meget mere direkte involveret i driften. Dette får vi ved at gå sammen med Frimann Hansen Automobiler, hvor Kristian Hansen som administrerende direktør har “hånden på kogepladen” via sit ejerskab.
Seneste artikler
Historisk hus slår dørene op efter stor restaurering
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik