Lokalt bryghus lukker
Bryghuset i Kino Arkaden har sidste åbningsdag 30. januar. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Ejerne har mistet gejsten til at drive bryggeriet i Østergågade videre.
NYKØBING Nykøbing mister snart sit lille bryggeri i Østergågade.
Bryghuset Riis har således valgt at lukke ned i begyndelsen af det nye år. Det meddelte bryggeriet på sociale medier forleden. Her forlød det, at ejerne, herunder brygger Jan Riis Sørensen, havde mistet den nødvendige gejst til at drive bryghuset videre.
- 2020 har på mange måder været et mærkeligt år præget af håndsprit, mundbind og aflyste arrangementer. Når man driver en virksomhed i sin fritid, skal der være flere plusser end minusser, hedder det i et opslag her, der fortsætter:
- Vi har haft 6 gode år siden åbningen i november 2014, men vi er kommet til den erkendelse, at vi har mistet gejsten, og Jan har mistet glæden ved at brygge kommercielt.
Sidste åbningsweekend bliver 29.-30. januar, og bryghuset takker for opbakningen.
- Tusind tak til jer, der gennem årene har støttet os. Det har været en fest at møde jer i hallen, til ølfestivaller og gode samtaler i baren. Vi ville ikke have undværet noget af det, skriver bryghuset, og gæsterne kommer også til at savne det, hvilket ses i kommentarfeltet til opslaget om den snarlige lukning.
"Sidder her og nyder en af dine flaskeøl. En granquist. Det må jo så desværre blive en gravøl. Trist. Men det skal jo være lysten, der driver værket," "fandme æv..," "Det er trist at høre" og "I vil blive savnet af mange", skriver de blandt andet.
Bryggeriet har ligget i Østergågade siden 2017. Før da bryggede Jan Riis Sørensen hjemme i garagen.
Folketidende har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Jan Riis Sørensen til lukningen. Det har desværre ikke været muligt.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde