LOKALT HOLD KÆMPER OM DANMARKS BEDSTE HOTDOG
En hotdog er ikke bare en hotdog, når nogle af landets dygtigste kokke folder sig ud ved DM i Hotdog. I år er konkurrencen med lokale deltagere. Foto: Jesper Rais
Jesper Rais
Søndag slår slaget om, hvem af landets dygtigste kokke, restauranter og madhåndværkere, der er bedst til at lave hotdogs. Pomle Nakke og Hesnæs Havn er klar til at dyste.
Hesnæs: Uhmmm! Der er ikke noget som at sætte tænderne en hotdog - en pølse med sprødt skind, det samlende brød udenom og dyppelsen og knaset på toppen kan noget helt særligt.
På søndag kommer hotdoggen igen i centrum, for her kåres Danmarks bedste hotdog ved Hotdog DM 2022, og i år er der lokalt islæt blandt de 15 konkurrerende hold.
- Vi har været i træningslejr i månedsvis og er 100 procent klar til at blæse både dommerne og festivalgæsterne omkuld, fortæller Mette Dahlgaard, der sammen med Christoffer Brink Færch er kaptajn for Team Falsters Kyst, Pomle Nakke og Helnæs Havn.
Vi har været i træningslejr i månedsvis og er 100 procent klar til at blæse både dommerne og festivalgæsterne omkuld.
Mette Dahlgaard
Vi må vente
Holdet er en del af den lille gastronomiske elite, der har kvalificeret sig til dette års slutrunde. Af konkurrencehensyn ønsker de to dog ikke at afsløre, hvad der venter på hotdogfronten.
- Det må man vente til dagen med at opleve, siger Christoffer Brink Færch.
Han afslører dog så meget, at publikum kan forvente en hotdog, der rummer ingredienser, man ikke normalt finder i den lokale pølsevogn.
Det får dommerpanelet og gæsterne så til gengæld lov til at opleve, når Hotdog DM 2022 afvikles i forbindelse med Food Festival på Tangkrogen i Aarhus.
Og dommerne, som skal overbevises om, at holdet fra Falster kan skrue den bedste hotdog sammen, er denne gang blandt andre Ole Troelsø, gastronomiredaktør på Børsen og grundlægger af Hotdog DM. Kokkene Thomas Herman og Dak Wichangoen, som er kendt fra både tv og toprestauranter, samt Kenneth Toft-Hansen, ejer af Svinkløv badehotel og vinder af Bocuse d`Or i 2019.
Fuld gaspedal
Også Umut Sakarya, indehaver af Guldkroen og Guldgrillen, er en del af dommerpanelet.
- Jeg forventer, at vinderen er en hotdog, der tager traditionen alvorligt, men samtidig virkelig overrasker. Den skal selvfølgelig smage usandsynligt godt, og den skal have en god balance mellem bløde, sprøde og cremede konsistenser. Og så skal der gives fuld gaspedal på udseende, show og præsentation! siger han.
Og der er tradition for, at det ikke bare er en hotdog, som vi kender dem fra den nærmeste pølsevogn. Tidligere vindere har blandt andet disket op med skovæblecreme, friterede hvidløgsflager og håndlavede pølser garneret med både show og musik.
Konkurrencen om at lave Danmarks bedste hotdog starter klokken 12 på søndag, og det hele bliver kommenteret og styret igennem af skuespiller, tv-vært og madskoleindehaver Timm Vladimir.
Seneste artikler
Nykøbing FC henter spiller i FC Midtjylland
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik