LOKALT KUNSTMUSEUM BAKKER OP OM LIGESTILLING BLANDT KUNSTNERE
Anna Schram Vejlby, museumsdirektør på Fuglsang Kunstmuseum, er enig i behovet for mere ligestilling i museers kunstkøb. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Kulturministeren vil have fokus på, hvordan kunstindkøbene på museerne fordeler sig på køn. På Fuglsang Kunstmuseum bakker man op om initiativet.
NYKØBING: Der skal være mere ligestilling i kunstindkøbene på de danske museer. Det mener kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der nu vil have landets museer til at svare på, hvordan deres kunstindkøb fordeler sig på køn.
I efteråret 2022 vil Slots- og Kulturstyrelsen derfor gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt de statslige og statsanerkendte museer for at kortlægge kønnene på kunstnerne bag de kunstværker, som museerne har indkøbt i perioden 2017-2021. Undersøgelsen vil derefter blive fulgt op med etårige spørgeskemaundersøgelser.
Stadig skæv fordeling
På Fuglsang Kunstmuseum på Lolland bakker museumsdirektør Anna Schram Vejlby op om ministerens initiativ.
- Jeg synes, at det er en rigtig god idé. Selvom vi har fokus på det, og det står indskrevet i museets indsamlingsstrategi, at der skal være fokus på kvindelige kunstnere, har vi stadig en skæv fordeling.
Organisationen Danske Museer (ODM) lavede tilbage i 2019 en undersøgelse af repræsentationen af kvindelige kunstnere i museernes udstillinger og indkøb. Undersøgelsen viste, at museernes indkøb af værker af kvindelige kunstnere fra 2004 til 2019 kun stod for 22 procent, mens 29 procent af soloudstillingerne var af kvinder.
Anna Schram Vejlby peger på, at når det kommer til samtidskunst, kunst skabt af nulevende kunstnere, bør der være en 50/50-fordeling blandt indkøbene. Siden 2017 har Fuglsang Kunstmuseum købt tre værker af nulevende kunstnere, og her var fordelingen to kvindelige kunstnere og en mandlig.
- Det er sort/hvidt, når det kommer til samtidskunsten. Der skal som minimum være en fifty-fifty-fordeling, fastslår hun.
Det er sort/hvidt, når det kommer til samtidskunsten. Der skal som minimum være en fifty-fifty-fordeling.
Anna Schram Vejlby
Færre kvindelige kunstnere førhen
Derimod er det noget sværere, hvis det drejer sig om ældre kunstværker og afdøde kunstnere. Dels var der langt færre kvindelige kunstnere eksempelvis i maleriets guldalder, og de måtte heller ikke gå på Akademiet, så de kunne få lov at dygtiggøre sig. Samtidig var det ikke nødvendigvis særligt fint at være kvindelig kunstner på det tidspunkt.
- Vi ser mange værker fra den tid, hvor der for eksempel står frk. D., eller hvor kunstnerens navn ikke optræder på maleriet, og så vi jo ikke hvem, der står bag. Om det er en kvinde eller en mand?
Men hun er ikke i tvivl om, at der skal fokus på indkøb af kunstværker - særligt blandt nutidige kunstnere, for der dukker rigtig mange dygtige kvindelige kunstnere op i disse år.
- Vi er overhovedet ikke i mål med ligestillingen, så jeg synes, at det er godt, at man fra centralt hold siger, at det skal der styr på. Det er megavigtigt.