Lokalt opråb til partier bag uddannelsesaftale

Borgmesteren i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), har medunderskrevet et åbent brev til partierne bag en kommende uddannelsesaftale for at bakke op om visionen - nemlig at flytte flere uddannelser fra storbyerne til provinsen. Foto: Ingrid Riis

30 borgmestre - deriblandt Guldborgsund og Lollands - har underskrevet et åbent brev til det flertal i Folketinget, der arbejder på at flytte flere uddannelser til provinsen

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND - Spredt over hele landet bor unge, der står foran afgørende valg. Med en drøm om at blive dyrlæge, pædagog eller ingeniør, om man så er vokset op i Thisted eller i Køge. Men deres valgmuligheder er blevet indskrænket.

Således lyder et uddrag af det åbne brev, som 30 borgmestre indtil nu har skrevet under på og sendt til de partier i Folketinget, der i disse dage forhandler en aftale om udflytning af uddannelsespladser.

For 80 procent af uddannelserne er placeret i de fire største byer, og det giver udfordringer for de unge, der ikke kan se sig selv flytte for at læse videre. Men et par revner er begyndt at vise sig under forhandlingerne, efter at Enhedslisten og Alternativet har forladt aftalebordet, da de mener, at finansieringen mangler.

- Vi kan se, at et par partier har trukket sig, og derfor er det vigtigt at sende et signal til dem, der stadig er med. Vi er nødt til at fortælle dem om den virkelighed, der er i vores del af landet, siger borgmesteren i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S).

Aftalen blev indgået i sommer af et bredt flertal i Folketinget. Med i den var regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, De Konservative, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne.

I aftalen er der et ønske om et højere optag på uddannelser uden for storbyerne og lavere optag i de største byer. Det skal løses dels ved en fysisk flytning af nogle uddannelser, dels en lukning af andre. Det skal ske frem mod 2030.

Ambitionen er, at hver 10. studieplads enten skal flyttes eller nedlægges. Det har flere uddannelsesinstitutioner dog siden afvist, at de kan.

En del af de forhandlinger, der er i gang, handler om, hvilke uddannelser der skal flyttes og hvorhen. Derfor ligger det ikke fast, hvad Guldborgsund eventuelt vil kunne vinde ved uddannelsesaftalen. I det oprindelige udspil har der været nogle sigtelinjer, som blandt andet bygger på forslag fra de forskellige uddannelsesinstitutioner. For Simon Hansen er det vigtigt, at Guldborgsund og Nykøbing som hovedby har et bredt udbud.

- På den måde skal vi sikre, at folk ikke flytter væk for at gribe en mulighed, som vi selv tilbyder i kommunen, siger han.

Især er erhvervsuddannelser og uddannelser til velfærdssektoren vigtig for Guldborgsund.

I brevet fra borgmestrene står der også:

- Uddannelser er bindeleddet mellem medarbejder og virksomheder. Mellem viden og faglighed. Udbuddet af uddannelser og kompetenceniveauet lokalt er stærkt forbundet. Derfor har tidligere tiders centraliseringsøvelse været hård - for den skærer både uddannelsespladser og kompetencer væk fra et område. Men nu er det på tide, at vi vender udviklingen.

Fra Folketinget siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at de resterende partier arbejder videre med at gennemføre aftalen.

- Der er heldigvis fortsat et meget bredt og stort flertal i Folketinget bag at skabe en bedre uddannelsesbalance og sikre bedre uddannelsesmuligheder over hele landet, siger ministeren.