"Lortesituation!" Byrådsmedlem retter hård kritik i skandalesagen

Chris Veber fra Dit Guldborgsund er på ingen måde imponeret over sine byrådskollegaer. Foto: PatrickKirkby.com

Chris Veber fra Dit Guldborgsund stemte ja til at bevillige 160 millioner kroner til at færdiggøre Sundskolen – men han er stadig kritisk. Samtidig retter han skarp kritik mod flere byrådskollegaer.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Som byrådspolitiker og som udvalgsmedlem står man i en rigtig lortesituation.

Så klart formulerer Chris Veber fra Dit Guldborgsund det.

Mandag holdt Børn og Skoleudvalg i Guldborgsund Kommune møde blandt andet om Sundskolens fremtid. Her besluttede medlemmerne at bevillige 160 millioner til at gøre skolen færdig. En beslutning, der først skal forbi økonomiudvalget og byrådet, inden den endeligt vedtages.

- Jeg er stadig meget kritisk, selvom jeg er med i beslutningen. Grunden til, at jeg er kritisk er blandt andet, at der ser ud til at mangle plads på skolen, og at den er blevet væsentligt dyrere, end den skulle have været.

Læs også: Glæden og modet er stort hos de lokale, som skal gøre Sundskolen færdig

Sådan så Sundskolen ud 19. februar 2025. Den forventes at være bygget færdig i marts 2026 og ende med at koste 310 millioner kroner. Foto: Lars Henriksen

Vil gerne have svar

Det kan dog være, at Chris Veber ender med at stemme nej i byrådssalen. Han har stillet en række spørgsmål til administrationen, der blandt andet går på, om skolen bliver stor nok. Det er de spørgsmål, der ifølge Chris Veber afgør, hvad han ender med at stemme.

- Hvis jeg skal stille mig op og lave ragnerok over en ny skole, vil jeg gerne have de endelige svar fra administrationen, slår han fast.

Sundskolen skal bygges

  • Oktober 2016: I budgettet for 2017-2020 afsættes 61,2 millioner kroner til at renovere Sundskolen, som er fra slutningen af 1960'erne.
  • Februar 2017: Børn-, Familie- og Uddannelsesudvalget orienteres om, at en renovering skønnes at ville koste 124 millioner kroner, mens en ny skole bliver anslået at ville koste 125-145 millioner kroner.
  • Juni 2017: Børn-, Familie- og Uddannelsesudvalget orienteres om, at prisen for en ny nu ventes at blive 172,5 millioner kroner.
  • August 2017: Byrådet beslutter, at der skal bygges en ny skole, men økonomien skal undersøges.
  • Oktober 2018: I aftalen om kommunens budget for 2019-2022 afsættes omkring 116 millioner kroner til byggeriet af en ny skole.
  • Sommeren 2019: Byggeriet udbydes i en arkitektkonkurrence med en forventning om en anlægsramme på 143 millioner kroner.
  • 2019-2021: Byrådet afsætter samlet set 175 millioner kroner til hele projektet. 150 millioner kroner til selve byggeriet og yderligere 25 millioner kroner til øvrige omkostninger – herunder grundkøb, infrastruktur, inventar, rådgiver med videre. Byggeriet finansieres ved leasing, hvilket betyder, at kommunen deponerer 150 millioner kroner.
  • 10. maj 2021: Borgmester Simon Hansen (S) tager sammen med to skoleelever første spadestik til byggeriet. Planen er, at skolen skal åbne efter sommerferien i 2022.
  • 28. juni 2022: Rejsegilde. Corona og krigen i Ukraine har forsinket byggeriet, som først ventes klar til åbning efter sommerferien 2023.

Hvorfor ikke kan stemme imod til udvalgsmødet, da du stadig har ubesvarede spørgsmål?

- Vi står lige nu med en abe. Vi ved, at der er en skole, der skal stå færdig. Vi gider ikke blive ved med at byde eleverne den gamle skole, så hjulene skal rulle. Jeg havde overvejet at tage forbehold. Men svarene på de spørgsmål, jeg kom med i dag (mandag til udvalgsmødet, red.), var positive.

Der er dog siden, kommet flere spørgsmål til. De spørgsmål har han nu stillet til administrationen.

Hvem har ansvaret for miseren?

For den tidligere borgester John Brædder fra Guldborgsundlisten bærer kommunen og politikerne ansvaret. Bo-Hus' konkurs blev undgået, hvis dagbøderne var sløjfet, og der var skudt millioner i projektet.

Den nuværende borgmester Simon Hansen (S) mener omvendt, at det er kommunens rådgivere, der er problemet. De har ikke løst deres opgave, blandt andet i forhold til at kontrollere det, der blev bygget, argumenterer han for.

For Jesper Blomberg (M), der tidligere har været formand for Børn og Skoleudvalg, ligger ansvaret i højere grad hos det nu konkursramte Bo-Hus, hvis bud ifølge arkitektfirmaet H+'s analyse var urealistisk.

Bo-Hus går konkurs

  • 5. december 2022: Guldborgsund Kommune og Bo-Hus mødes. Byggeriet af skolen er løbet ind i problemer. Krigen i Ukraine har fået prisen på byggematerialer til at skyde i vejret og i nogle tilfælde gjort det svært at skaffe materialerne. Oveni har coronakrisen og vejret udløst forsinkelser. Bo-Hus kræver ekstra betaling på grund af de fordyrede byggematerialer, men Guldborgsund Kommune savner dokumentation og varsler dagbøder på 311.000 kroner om dagen fra 4. november på grund af forsinkelsen - i alt 30 millioner kroner. 
  • 9. december 2022: Bo-Hus begæres konkurs. Kommunen sætter gang i at få byggeriet lukket af mod vind og vejr og konstaterede i den forbindelse flere byggetekniske fejl.
  • 13. december 2022: Per Jørgensen, indehaver af Sæbefabrikken i Nykøbing og bror til Bo-Hus-direktøren Bo Jørgensen, og Jan Sørensen, indehaver af MSE Entreprise i Nørre Alslev, stifter et nyt selskab, som i en delvis virksomhedsoverdragelse overtager Bo-Hus' navn, telefonnumre, e-mailadresser, hovedsæde, materiel og en del af de igangværende entrepriser og medarbejdere.
  • Maj 2023: Gråkjær Erhverv A/S går i gang med at klimasikre facader og vægge.
  • August 2023: Færdiggørelsen af skolen sendes i EU-udbud, så en ny entreprenør kan findes.
  • November 2023: Efter at have modtaget en syn- og skønsrapport konstaterer kommunen, at der er så store skader på byggeriet, at udbuddet må stoppes. Der er blandt andet revner i gulvet, vinduer er fejlmonteret og taget er utæt.
  • Januar 2024: Tre ansøgere er prækvalificeret i en ny udbudsrunde.
  • Maj 2024: Guldborgsund Kommune indgår aftale med en ny totalrådgiver.
  • Oktober 2024: I aftalen om kommunens budget for 2025-2028 estimeres den samlede anlægsøkonomi til 220 millioner kroner. Kommunen deponerer derfor yderligere 70 millioner kroner.
  • Januar 2025: Resultat af udbud af entrepriser viser, at det vil koste 172,9 millioner kroner at færdiggøre byggeriet.
  • Februar 2025: Byrådet skal tage stilling til en indstilling om at deponere yderligere 90 millioner kroner, så der i alt deponeres 310 millioner kroner.
  • Byggeriet skal efter den nye plan stå færdig til skolestart efter sommerferien i 2026.

Læs også: Nu er der sat navne på: De skal bygge skandaleramt skole færdig

Men hvem peger ansvarspilen ifølge Chris Veber på?

- Det, de alle sammen (Jesper Blomberg, Simon Hansen og John Brædder, red,) har gang i, er i min optik at stå i kø nede ved håndvasken. Vi politikere har sovet i timen. Da det begyndte at skride det mindste, burde vi have taget fat i administrationen og spurgt: Hvad foregår der? Det er egentlig os politikeres egen skyld, at vi står, hvor vi står.

Hvornår sov du i timen?

- Jeg vil gerne stå på mål for, at da jeg var nyvalgt som byrådsmedlem, turde jeg ikke stemme imod at bygge det prestigeprojekt, skolen var, hvilket jeg burde have gjort. Det var blandt andet også derfor, at jeg valgte at melde mig ud af Dansk Folkeparti, da jeg godt kunne se, at jeg var uenig med dem på næsten alle punkter.

Chris Veber mener, at man burde have "sigtet efter en klassisk god skole" frem for en "svanemærket skole med fin arkitektur og græs på taget."