LØSGÆNGER SIKRER NYT PARTI I BYRÅD
Chris Veber har stiftet lokallistepartiet Dit Guldborgsund og repræsenterer det i byrådet samt ved det næste kommunalvalg. Foto: PR
PR
Lokal partiafhopper har stiftet en ny lokalliste i Guldborgsund. Blandt andet ønsker han en styrkelse af servicen i kommunens mindre byer, hvor borgerne kan føle sig overset.
GULDBORGSUND: I november blev Chris Veber accepteret ind i byrådet i Guldborgsund, hvor han skal fylde den plads, som Dansk Folkepartis Mona Jensby forlod.
Han var dengang løsgænger. Det er han ikke længere.
- Jeg har dannet en lokalliste, som jeg repræsenterer ved næste kommunalvalg og selvfølgelig også i byrådssalen, melder han nu ud.
Dit Guldborgsund hedder partiet, der har som erklæret ønske at skabe en mere sammenhængende kommune.
Da linje 732 blev lukket, fik man at vide, at man bare kan tage toget. Men bor man i en lille landsby uden togstation, så er det altså svært. De små bitte byer bliver glemt.
Chris Veber, stifter af Dit Guldborgsund
- Om du bor i Nørre Alslev, Nysted, Stubbekøbing, Gedser, Sakskøbing, en landsby eller Nykøbing F, så skal du føle, at du er en del af kommunen, og at du kan få samme service - vi kan ikke være andet bekendt.
Hemmeligheder fodrer politikerleden
Et eksempel er adgangen til borgerservice, hvor man i flere byer kun kan komme til én dag om ugen og kun i et par timer. Alternativet er at tage til Nykøbing. Det kan være en større rejse, hvis man ikke har en bil, og har man glemt at bestille tid, må man tage hjem igen.
Og det med transporten er et andet punkt, der står Chris Veber nær.
- Da linje 732 blev lukket, fik man at vide, at man bare kan tage toget. Men bor man i en lille landsby uden togstation, så er det altså svært. De små bitte byer bliver glemt, siger han.
Da han sad i byrådet i den forrige periode fik han af flere garvede politikere det råd, at det ville blive en omvæltning, men at han skulle lade være med bare at klappe hælene i ved de svære beslutninger. For ofte kan situationer ændre sig.
Fokus skal tilbage. Økonomien er uden tvivl vigtig – men vi skal altid gøre det, der er i borgernes interesse. Kommunen er der for borgeren. Det er ikke borgerne, der skal sikre, at kommunen har arbejdspladser til alle.
Chris Veber, stifter af Dit Guldborgsund
- Derfor har jeg flere gange sendt beslutninger fra et udvalg i byrådet, selvom jeg kun var suppleant. På den måde kunne man tage debatten foran borgerne, når man meldte ud, at besparelser var for deres eget bedste. Mange oplysninger skjules for folk, og det er med til at skabe politikerlede, mener han.
Flere byer skal løftes
Hans ambition er at tale åbent og ærligt.
- Fokus skal tilbage. Økonomien er uden tvivl vigtig - men vi skal altid gøre det, der er i borgernes interesse. Kommunen er der for borgeren. Det er ikke borgerne, der skal sikre, at kommunen har arbejdspladser til alle.
Vi har jo allerede én lokalliste. Hvorfor er der brug for en mere?
- Der er brug for en lokalliste mere, som især sætter en dagsorden om, at fokus ikke kun skal være på Nykøbing. Jeg siger dermed ikke, at Guldborgsundlisten udelukkende gør det, for deres medlemmer bor spredt over hele kommunen. Men da der skulle findes en placering til en ny stadionhal, blev det i Nykøbing. Det samme med en stor sportshal og nye skoler, selvom flere skoler i kommunen kunne bruge en renovering. Jeg mener, at vi har brug for politikere, der højt vil sige, at der er brug for et løft andre steder også.
Uacceptabel centralisering
Udover Chris Veber består Mit Guldborgsund også af Jan Østergaard, der hermed har valgt at gå ind i politik.
- Den stigende centralisering er uacceptabel. De gamle centerbyer bliver glemt. Mennesker bliver behandlet som et nummer i kvægflokken på vej til slagtning - respekten for borgerne skal tilbage, udtaler han, der har politisk erfaring som fællestillidsmand i Københavns Postbudeforening.
Derudover består listen også af en række frivillige.
Seneste artikler
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Nu er Kun For Forrykte festival skudt i gang
Se videoen: Stort amerikansk fly fløj lavt henover Lolland og Falster
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland