Lukkede under kaosaften: Flemming overtager McD i Nykøbing
Flemming Fast står nu i spidsen for 13 McDonald's-restauranter. Foto: Christoffer PanduroChristoffer Panduro
McDonald's i Nykøbing blev i sensommeren 2024 genstand for en del opmærksomhed, da den en fredag aften måtte lukke før tid på grund af underbemanding. Restauranten har ved årsskiftet fået ny ejer, der ikke vil kommentere den konkrete sag, men siger, at det generelt er hans indtryk, at der er nogle ting, der skal rettes op på i restauranten.
Der er tale om Flemming Fast, der foruden restauranten i Nykøbing også står i spidsen for 12 andre McDonald's-restauranter rundt om i landet hovedsageligt i Nordjylland.
Flemming Fast fortæller, at han har læst om episoden i medierne, men at han ikke har spurgt ind til det blandt medarbejderne på restauranten i Nykøbing.
Han ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men siger, at det generelt er hans indtryk, at der er nogle ting, der skal rettes op på i restauranten.
- Fremover vil vi sikre, at der er et tilpas antal medarbejdere til stede, som kan håndtere det gæstetryk, der kommer. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke kan komme situationer med pres på, men jeg vil tilstræbe, at der ikke kommer underbemanding, siger han.
Flemming Fast fortæller samtidig, at man i butikken nu er i gang med at finde yderligere personale, og at restauranten mangler i omegnen af 15 medarbejdere.
Kommer selv og spørger
Og netop denne søgen efter nyt personale regner Flemming Fast ikke med bliver en svær sag.
- Der er masser af gode medarbejdere at finde derude, siger han.
Derfor regner han også med, at restauranten inden længe blive en arbejdsplads, hvor det ikke bliver nødvendigt at annoncere efter potentielle medarbejdere, men at de vil selv komme og spørge efter det.
- I fremtiden bliver det sådan, at man gerne vil arbejde på McDonald's. Vi ved, det bliver sådan, siger han med stor selvsikkerhed.
Er det noget, du har erfaring med fra de andre restauranter?
Annonce
- Ja, det er meget sjældent, at vi søger medarbejdere.
Den unge generation
McDonald's har mange unge ansatte, og det er flere steder blevet påpeget, hvordan især unge fra den såkaldte Generation Z - dvs. unge født efter 1995 - stiller langt større krav til deres chefer og arbejdspladser end tidligere generationer.
Det er dog slet ikke det indtryk, Flemming Fast, der har været leder hos McDonald's i 27 år, har af de yngste på arbejdsmarkedet.
Tværtimod.
Hvis de stiller krav, så stiller de krav om at få lov til at være med til at tage ansvar for arbejdet, forklarer han.
- De unge medarbejdere i dag er mere fleksible, de er væsentlig dygtigere, mere ansvarlige og er mere vant til at arbejde i et team, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Flemming Fast overtog 6. januar 2025 ejerskabet af McDonald's i Nykøbing. Foto: Christoffer PanduroChristoffer Panduro
Som nævnt leder butikker nu efter i omegnen af 15 nye medarbejdere, hvilket Flemming Fast også ser som restaurantens vigtigste opgave på nuværende tidspunkt.
Det skal ske som led i en proces mod at få restauranten "tilbage på sporet".
Annonce
- Vi er i fuld gang med at få gjort restauranten ren. Det har ikke været alt for godt, fortæller Flemming Fast.
Ifølge ham er serviceniveauet i butikken allerede blevet hævet markant, men det er planen, at det skal hæves endnu mere.
- Det har været udtalt, at det har taget lang tid at få sin mad. Der har været et meget stort efterslæb, men det går allerede meget hurtigere, siger han.