"Magisk aften" – Mikkel kom helt tæt på de royale

Mikkel Bjørn Rasmussen (til venstre) var sammen med Oliver Kirkby til fødselsdagsforestilling for prinsesse Isabella. Oliver Kirkby havde vundet lodtrækningen. Han tog Mikkel Bjørn Rasmussen med. Privatfoto.

Mikkel Bjørn Rasmussen fra Sakskøbing deltog i prinsesse Isabellas 18-års fødselsdagsforestilling på Gamle Scene i København. På et tidspunkt kom han helt tæt på de royale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som den gyldne billet i Charlie og Chokoladefabrikken havde 1000 unge mellem 17 og 24 fået adgang til en oplevelse, der ikke er alle forundt. Royal 18-års fødselsdag, og så i en af de smukkeste teatersale i Danmark, nemlig Gamle Scene i København.

Flere af dem, der tirsdag var med til prinsesse Isabellas fødselsdagsforestilling, kommer fra Sydhavsøerne.

En af dem var 24-årige Mikkel Bjørn Rasmussen, der er flyttet fra Sakskøbing til Nykøbing.

Det var en magisk oplevelse for ham at være med, fortæller han, at overvære de mange forskellige typer kunst, fra den klassiske ballet til Medina.

Og når man med egne ord samtidig ”går meget op i kongehuset”, er det bestemt ikke en aften, der skriver sig ind i glemmebogen.

Det blev også til et glas champagne i teatret. Privatfoto

"En vild oplevelse"

Mikkel Bjørn Rasmussen var der sammen med vennen Oliver Kirkby. Faktisk var det Oliver Kirkby, der havde vundet lodtrækningen og havde taget Mikkel Bjørn Rasmussen med som ledsager.

De to deler, udover kongehusinteressen, nemlig også politisk orientering.

– Vi er begge medlem af Konservative Ungdom. Og her dyrker vi meget det, Kongehuset står for, siger Mikkel Bjørn Rasmussen, der er formand for Lolland-Falster Konservative Ungdom.

I forestillingens pause kom ungdomspolitikeren også helt tæt på både kongen, dronningen og fødselaren prinsesse Isabella.

– Det var vild oplevelse, at de kongelige gik lige forbi en. Vi stod en halv meter fra dem på et tidspunkt. De nikkede og sagde hej til os. Det var helt fantastisk.

Stadig høj dagen derpå

Da forestillingen var slut, sørgede de to konservative for at suge det hele til sig. Ikke skynde sig ud af teatret, men i stedet bruge fem minutter på at gå en runde i foyeren.

Og dagen derpå sidder den royale aften stadig i ham.

– Jeg lever stadig højt på den oplevelse. Det er sådan noget, venner og jeg går rigtig meget op i. Jeg har også fortalt mine kolleger og nærmest alle andre om det, siger han.