Malik tvinger rederi til akut oprensning
Det er uddybningsfartøjet "Camilla Høj" fra Rederiet Høj A/S, der står for arbejdet med at fjerne sandet fra indsejlingen til færgehavnen. Indtil videre bliver det opgravede materiale deponeret i havnen. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Stormen sendte så meget sand ind i indsejlingen til Gedser Havn, at det blev et problem for færgerne.
GEDSER Rederiet Scandlines har i denne uge været nødt til at foretage haste-oprensning af sand ved indsejlingen til færgehavnen i Gedser.
Det er ikke ualmindeligt, at indsejlingen af og til sander til, så man må fjerne noget af sandet, men normalt er det kun nødvendigt at gøre en gang hvert tredje til femte år.
Men efter at stormen Malik fejede henover landet for et par uger siden, bemærkede flere kaptajner på Gedser-Rostock-overfarten, at der havde ophobet sig sand i den vestlige del af indsejlingen til Gedser, og det er det sand, man nu er i gang med at fjerne, så færgerne ikke pludselig bliver fanget på en sandbanke.
Da der er tale om en oprensning, som ikke på forhånd var planlagt, har rederiet i første omgang valgt at deponere det oprensede materiale i et af de gamle færgelejer i havnen, indtil myndighederne har givet en klaptilladelse, oplyser Scandlines' kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen.
Det er uddybningsfartøjet "M/S Camilla Høj" fra Rederiet Høj A/S, der står for arbejdet, og ifølge Anette Ustrup Svendsen forventes det at fortsætte halvanden til to uger endnu afhængig af vejret.
Netop vejret kom til at spille Scandlines' muligheder for at opretholde sejladsen på Gedser-Rostock overfarten et puds i aftes henover natten samt her til. Man aflyste således alle afgange fra klokken 20.15 til 09.00.
DMI varsler også storm med vindstød helt op til orkanstyrke fra fredag aften klokken 18 til lørdag morgen klokken fire over Lolland-Falster, og dermed kan det også meget vel ende med, at Scandlines bliver nødt til at aflyse afgange i dette tidsrum.
Selv om det altså har blæst og vil komme til at blæse kraftigt i de kommende døgn, er det i de fleste tilfælde ikke blæsten i sig selv, der tvinger rederiet til at indstille sejladsen. Årsagen er, at vinden blæser en del af vandet ud af indsejlingen til Gedser, så der bliver så lavvandet, at færgerne ikke kan sejle.
Om det også bliver tilfældet i de kommende døgn, vides ikke med sikkerhed endnu, men hos Scandlines holder man øje med situationen, fortæller Anette Ustrup Svendsen.
Hun glæder sig i øvrigt over, at vinterferietrafikken ser ud til at være tilbage på et nogenlunde normalt niveau efter coronaen.
- Især i fredags (hvor venterferien for manges vedkommende begyndte, red.) havde vi næsten dobbelt så mange passagerer som i weekenden før - og det gjaldt både på Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden, fortæller kommunikationschefen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie