- Man kommer langt med god service og de rigtige varer!

 

14. november 1986 åbnede Egon Holmkvist Paw Sko på 1. salen i Midpunktet i Nykøbing F. Året efter i oktober overtog Finn Thomsen roret som bestyrer, og han kan sammen med sit personale nu fejre butikkens 25 års jubilæum.
- Da butikken åbnede, var der fire andre lejemål her på etagen, men i takt med, at de er lukket, har vi udvidet Paw Sko. Sidste gang var efter branden, hvor vi efter renoveringen og genetableringen overtog hele førstesalen. Og vi er rigtig glade for butikken, som den er i dag - ikke mindst også for vores populære Ecco-afdeling, forklarer Finn Thomsen fra Paw Sko, og han tilføjer:
- Vi havde trods alt et fornuftigt år i de midlertidige lokaler længere nede i Jernbanegade. Kunderne fulgte heldigvis med, og er igen fulgt med tilbage til butikken, som den er i dag. Det er vi meget taknemmelige for.
Finn Thomsen understrger, at man kommer langt med god service, og med at have de rigtige varer på hylderne.
- Vi får ofte ros for vores store udvalg til hele familien. Men vi har også nogle gode indkøbere. Jeg bestiller varer næsten et år, før vi får dem i butikken. Fodtøj er jo dyrt at fremstille, så det bliver først produceret, når det er bestilt. Og så gælder det om at kunne spå om det kommende års trends og tendenser. Vi skal hele tiden være på forkant, forklarer han.
Sammen med sit personale ser Finn Thomsen frem til den kommende julehandel.
- Vi har et ønske om tidlig sne. Jo før vi kommer i gang med vinteren, des før kommer vi i gang med salget af vinterfodtøj, slutter han med et smil.

Paw Sko i Midtpunktet, Nykøbing F. kan fejre 25 års jubilæum.

Offentliggjort Sidst opdateret