MANGE KØBERE TIL FÅ HUSE HOLDER FRITIDSHUS-PRISER OPPE

Der er lidt over 90 huse til salg på Marielyst/Bøtø lige nu. Det er meget langt under udbuddet for nogle år siden, hvor 400-500 huse til salg var normalt. Foto: Hans Gandrup

Trods rentestigning og inflation er priser på sommerhus på Sydfalster ikke faldet - endnu i hvert fald. Ejendomsmæglere også overraskede.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER: Under coronaen buldrede både priser og handler med fritidshuse på Sydfalster opad.

Nu står dagsordenen på rentestigning, voldsomme prishop på energi, dalende aktiekurser og formuer og generel udhuling af realløn i kraft af inflation.

Normalt ville bare en og i hvert tilfælde flere af de forhold føre til et nærmest øjeblikkeligt fald i priserne på et "luksusgode" som et fritidshus.

Men sådan ser det ikke ud på Marielyst/Bøtø og Gedesby. Endnu i hvert fald.

Overraskende

- Det er da umiddelbart overraskende og stik mod, hvordan økonomien ellers fungerer. Men vi kan se, at priserne i vores område ikke er faldet - i hvert fald ikke nævneværdigt. Og det gik jo som bekendt stejlt opad i 2020 og 2021, fastslår Karsten Børsen, Nybolig Marielyst.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på fritidshuse i Guldborgsund ligger nu på cirka 17.700 kroner.

I november 2021 toppede man med op mod 18.500 kroner. Faldet er altså beskedent.

Til sammenligning var den gennemsnitlige pris tilbage i september 2020 på 13.800, kroner, så stigningen set over mindre end to år har været voldsom.

Har pengene

Den væsentligste forklaring på den "naturstridige" prisudvikling i øjeblikket ligger ifølge Nybolig-mægleren og lokale kolleger i mæglerbranchen i en anden økonomisk regel: Udbud og efterspørgsel.

Udbuddet af sommerhuse til salg er meget lavt. Lige nu er der godt 90 til salg på Marielyst og Bøtø og godt 20 i Gedesby. Det er langt under normalen på adskillige hundrede for nogle år tilbage.

- Vi kan da godt mærke, at aktiviteten er dalet. Alene jo fordi der ikke er så meget til salg. Men der er altså stadig købere i markedet. Og de har de nødvendige penge, siger Karsten Børsen.

- Jeg havde egentlig ventet, at antallet huse af til salg ville vokse her efter coronaen, når folk kunne komme udenlands igen og måske også lige havde fået tid til at se, at et fritidshus ikke nødvendigvis var sagen, når der skal passes træværk og slås græs ... Men sådan er det ikke gået. De holder fast. Måske ændrer det sig næste år, hvis det økonomiske pres på økonomien fortsætter, tilføjer han.

Hurtigt solgt

Men lige nu går det stadig hurtigt med at få solgt grunde og fritidshuse. Den gennemsnitlige salgstid er steget en smule de seneste måneder. Men den ligger under gennemsnittet for fritidshuse på landsplan.

- Vi har lige haft grunde i Ballerup Kommunes tidligere feriekoloni på Bøtø til salg. Det er gået meget hurtigt. 14 grunde solgt på cirka tre uger, fastslår Karsten Børsen.

Casper Pedersen, EDC Marielyst, konstaterer også, at prisniveauet fortsat holder sig oppe.

- Så længe der kun er få huse til salg, så holder vi priserne oppe. Og det, vi oplever, er, at køberne kender vores område og er besluttede på, at det er her, de vil have fritidshus. Marielyst er populær. De fleste har også en solid økonomi og er ikke helt så afhængige af bank og realkredit, forklarer han.

- Vi har da ikke det marked nu, som vi oplevede under coronaen. Det var vildt. Nu nærmer vi os nok en stabilisering. Men der sælges stadig til klart højere priser end inden corona, tilføjer han.

Køberne kender området og er besluttede på, at det er her, de vil have fritidshus.

Casper Pedersen, EDC Marielyst

Tempo ned

Peter Askholm, mæglerfirmaet askholm.com, konstaterer ligeledes, at tempoet er gået lidt ned.

- Men der er så mange interesserede købere i markedet i forhold til udbuddet af huse, at det holder priserne på niveau. Og væsentlige prisafslag ser vi ikke. Samlet set er der usædvanligt få huse på salgslisterne her i området, så de fleste salg går stadig meget hurtigt, siger han.

14 grunde her i Ballerup Kommunes tidligere feriekoloni på Bøtø er netop blevet solgt i løbet af tre uger. Foto: Hans Gandrup