Mange unge søger hjælp
Foruden centerleder Kristian Hjort er der tre ansatte ungerådgivere og 10 frivillige i Headspace Lolland-Falster, der har til huse i Nykøbing og Nakskov. Foto: Flemming Keith Karlsen
Flemming Keith Karlsen
Headspace' ungetilbud har haft travlt, siden det åbnede sidste forår.
NYKØBING Håndtering af hverdagen, konflikt med venner og/eller familie og "identitet og selvværd - hvem er jeg, og hvad kan jeg".
Sådan lyder de tre udfordringer, flest unge har søgt om hjælp til hos Headspace, der sidste forår åbnede dørene i Dronningensgade 10B i Nykøbing.
Ungetilbuddet, der nu findes i 25 byer landet over, har haft nok at se til siden da, fortæller centerchef for Headspace Lolland-Falster, Kristian Hjorth.
- Især i december havde vi travlt, så vi har gennemført op mod 150 samtaler, siger han, der også leder Headspace i Nakskov.
I alt 10 frivillige og tre ansatte ungerådgivere står klar de to steder til at hjælpe unge mellem 12 og 25 år, der har ondt i tilværelsen.
Uddannelse, spiseforstyrrelse, kærestesorger og sorg i forbindelse med tab af pårørende er andre ting, der fylder meget hos de unge. Headspace, der er finansieret blandt andet af midler fra Hempel Fonden, har derfor ramt lige ned i et uopfyldt behov, mener Kristian Hjorth.
- Det var rigtigt set, at der var et behov, og vi gør en forskel. Vi synes selv, at det giver så meget mening, og det giver kommunens fremskudte medarbejdere også udtryk for, siger han, der er glad for det gode samarbejde med både kommunen og andre aktører.
- Vi deler lokaler med Natteravnene, og det er rigtigt fint, at de, hvis de i nattelivet møder unge med problemer, kan sige til dem, at de kan komme forbi os til en snak en dag.
Nogle unge kommer forbi enkelte gange, mens andre kommer fast i længere tid for at tale udfordringerne væk eller mindre. Nogle kommer efter aftale, mens andre kommer ind fra gaden. Det sidste sker især, når Headspace har været ude at fortælle om deres arbejde på skoler eller ungdomsuddannelser.
Blandt andet på grund af corona, der har aflyst nogle aftaler, er man også begyndt at tilbyde samtaler via video. Det kan også hjælpe unge på for eksempel efterskoler, der ikke lige kan komme ind til byen.
- Men det er bedst at mødes rigtigt, for 90 procent af kommunikation er nonverbal, og det er nemmere at læse hinandens signaler, når man sidder over for hinanden, siger Kristian Hjorth, der gerne ser flere frivillige kræfter på holdet.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker