MANGLENDE AMBULANCER STOPPEDE SYDHAVSRALLY

Tidligt lørdag eftermiddag blev den sidste hastighedsprøve kørt I Alstrup. Den gamle købmandsbutik i baggrunden brændte i øvrigt søndag morgen. Foto: Anders Knudsen

International observatører klagede over manglende ambulancer ude ved prøver.

Offentliggjort Sidst opdateret

FALSTER:  Nykøbing F. MotorSport fik lørdag eftermiddag stoppet Sydhavsrally 2022,  inden løbet var slut. Det skete dels på grund af en politieftersøgning, dels på grund af en klage fra internationale observatører.

Klagen fik DASU, som er den danske motorsportsunion, til helt at stoppe løbet ved at inddrage løbstilladelsen. Resultaterne for den del af løbet, der blev afviklet, er dog stadig gældende.

Motorløbet, der skulle afvikles på Falster med 50 deltagere, var delt i to. Deltagerne skulle køre 4. afdeling af DM. Som noget nyt skulle der også køres 3. afdeling af de nordiske mesterskaber, som hedder Nordic Rally Championship.

Det var første gang, at en dansk klub står bag et internationalt løb. Og Nykøbing F. MotorSport er som den eneste danske klub certificeret til at holde sådanne løb.

Fordi der skulle afvikles et  nordisk mesterskab, havde den internationale motorsportsunion FIA sendt  observatører til løbet.

Næsten som smurt

Første halvdel af løbet gik næsten som smurt. Efter starten fra Cementen klokken 08 blev der om formiddagen kørt hastighedsprøver to steder. Det var dels ved Nysted, dels ved Lille Musse.

Sidstnævnte sted kørte en bil på en cementklods. Den fik smadret to hjul og måtte udgå. Efter frokost fik man også afviklet prøver ved Alstrup, og derefter skulle man forsætte til Virket og Egebjerg.

Starten gik fra Cementen i Nykøbing, hvor kørere og officials fik sig en snak. Foto: Anders Knudsen

Klage over sikkerhed

Men klokken 13.30 gik FIA-observatørerne til løbsleder John Larsen for at få stoppet løbet.

Observatørerne havde set, at der ikke, som krævet af FIA, var placeret ambulancer ude på de steder, hvor hastighedsprøverne fandt sted.

- Derfor er løbet ikke så sikkert, som det bør være, og det opfylder ikke FIAs regler og den sikkerhedsplan, der er lagt, hedder det i et dokument fra FIA.

Løbet var ikke sikkert nok.

FIA-observatører

Løbsleder John Larsen afviste observatørerne, som derefter klagede til DASU. Her valgte unionens rallyudvalg omkring klokken 15.30 at stoppe løbet, og det blev bakket op af DASU's bestyrelse.

Mand blev eftersøgt

I mellemtiden havde John Larsen selv besluttet at aflyse løbets to sidste prøver ved Virket og Egebjerg.

Det skete, fordi politiet havde sat gang i en eftersøgning af en 83-årig mand fra Nørre Ørslev.

Manden var om formiddagen forsvundet fra sit hjem og blev efterlyst.

Af frygt for, at manden kunne bevæge sig ind i løbsområdet, valgte man at stoppe de to prøver.

Kort efter blev manden dog fundet i god behold af en civil borger.

Sydhavsrally 2022 blev styret fra et kontor i Nykøbing Hallerne. I baggrunden ses løbsleder John Larsen. Foto: Anders Knudsen


DASU

  • Dansk Automobil Sports Union (DASU) er hovedorganisationen for organiseret bilsport i Dannark og organiserer aktiviteter såsom banesport, karting, rally, bilorientering, MRC og dragracing. 
  • Unionen har godt 8.000 medlemmer fordelt på godt 100 klubber over hele landet, og man er medlem af den internationale organisation FIA.