McD-ansat besvimede flere gange i restauranten: - Jeg har været så ked af det

En ung kvinde har netop sagt op på McDonald's i Nykøbing for at passe på sit helbred. McDonald's Foto: Lars Hovgaard

En ung kvinde fortæller, at hun er besvimet flere gange grundet presset, når hun har været på arbejde på McDonald's i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skeletterne kravler ud af McDonald's-skabet i disse dage.

Flere og flere nuværende eller tidligere McDonald's-ansatte har henvendt sig til Folketidende for at fortælle deres historie om arbejdsforholdene, efter burgerkædens restaurant i Nykøbing fredag aften måtte lukke før tid, fordi der blot var fire medarbejdere på arbejde, som ikke kunne følge med de hundredvis af ordrer.

Uafhængigt af hinanden fortæller de, at kaosset fredag aften bare var et spørgsmål om tid.

Nu står en ung kvinde frem og fortæller sin historie. Hun har netop sagt op, fordi hun frygter for sit helbred.

Kvinden, der har arbejdet på McDonald's i Nykøbing i fire år, har ønsket at være anonym. Folketidende kender hendes fulde identitet.

Stress, stress, stress

Kvinden, der var i gang med at blive oplært som skiftleder, fortæller, at hun fem gange i løbet af sin ansættelsesperiode er besvimet, fordi der har været meget pres på i restauranten - hovedsageligt grundet underbemanding.

Senest skete det i tirsdags.

- Der var så varmt og stresset, og lige pludselig faldt jeg om. Så vågnede jeg op, men besvimede med det samme igen, siger hun og fortsætter:

- Hele den her måned (august, red.) har jeg nærmest kun haft nattevagter. Det har forværret min eksem og jeg er begyndte at besvime meget. Jeg har været så ked af det. Det er bare stress, stress, stress. Oplevelsen i tirsdags bekræftede mig bare i, at det var det rette at sige op, siger hun.

Ligesom flere andre har forklaret til Folketidende, fortæller hun, at det ofte ikke er muligt at holde pauser på grund af travlhed.

- Man kan nærmest ikke gå på toilettet eller tage noget at drikke, fordi der er så travlt.

Kun to på vagt

Som så mange andre beretter hun, at restauranten konstant er underbemandet.

Det kom på ekstrem vis til udtryk på en vagt, hun havde for godt to uger siden.

- Der var sygt mange sygemeldinger, og lige pludselig stod jeg og skulle faktisk være helt alene på arbejde i fem timer og lukke restauranten alene, fortæller hun.

- De fik hevet en ind, som havde fri, men så var vi bare os to på i mange timer. Der gik jo rigtig lang tid, før folk fik deres mad. Men vi gjorde det, så godt vi kunne, siger hun.

Hun fortæller, at hun stadig har nogle få vagter tilbage i sin opsigelsesperiode.

- Jeg frygter ikke for at komme på arbejde. Jeg er bare glad for, det snart er slut – jeg kan ikke mere, lyder det.

Folketidende har flere gange forsøgt at få fat i Brian Beierholm, der er franchisetager og dermed ejer af McDonald's i Nykøbing, uden held. Han har lørdag i en mail forklaret til Folketidende, at episoden fredag aften, hvor restauranten lukkede, primært skyldtes sygemeldinger på dagen. Og at han ikke vil gå ind i "konkrete personalesager".