Med plads til god humor: Her kan mænd snakke, snitte og hygge i eget værksted
Kim Møller Pedersen
På Solgården er der skabt nyt værkstedsliv af gamle, hengemte maskiner og høvlebænk til glæde for ikke mindst de plejehjemsbeboere, som gerne vil mødes over snedkeriet.
Samvær, beskæftigelse og værkstedshumor. Det var tre af nøgleordene i den åbningstale, som nytiltrådt plejeboligleder Rikke Petersen kastede sig ud i på Plejecenter Solgården tidligere på ugen. Her var der nemlig både snoreklip og røde pølser med brød til.
- Om tirsdagen kan man lige smutte ind, og jeg håber, det bliver et dejligt værksted med masser af værkstedshumor.
Sådan lød det fra Rikke Petersen, inden der foran repræsentanter for Solgårdens Venner, plejehjemsbeboere, ansatte og rullende tv-kameraer samt andre mediefolk med blok og kuglepen blev klippet i den røde snor.
Genbrug og frivillighed
Det var alt sammen en del af den officielle åbning. Her kunne de fremmødte følge med i, hvordan genbrug og frivillighed blendes sammen hos Aktiviteten på Solgården for at ende i et nyt tilbud til borgerne.
Det var synd, det bare stod derovre og ikke blev brugt.
Christel Sørensen, aktivitetsmedarbejder
- Vi har her på Solgården et skur, hvor vores rickshaw-cykler står, og hvor der har været opmagasineret alt muligt. Blandt andet rester fra det gamle værksted, som engang var inden for på centeret. Der står høvlebænk, forskellige maskiner og andre ting, og så fik jeg den idé, at det var synd, det bare stod derovre og ikke blev brugt, forklarer aktivitetsmedarbejder Christel Sørensen.
Snitte, snedkere og hygge
Hun fortæller også, at der er mange mænd på Plejecenter Solgården på midlertidige ophold, som ville elske, at de havde et sted, de kunne gå hen at tale med andre mænd og eventuelt snedkere lidt. Sådan et fristed er nu skabt og med åbent på tirsdage fra 14 til 16. Træværkstedet er også åbent for borgere udefra, som er visiteret til aktivitet.
- Der må også gerne komme flere frivillige, som vil hjælpe til, tilføjer Christel Sørensen, som ikke selv har nogen værkstedserfaring, men kun skal støtte op omkring aktiviteten.
Værkstederfaring har til gengæld Erik Frederiksen, som tilfældigt - under sit midlertidige ophold på Solgården - stødte ind i sin gamle ungdomsven Bjarne.
Bjarne Jakobsen er i forvejen frivillig cykelpilot på plejecentret og tidligere møbelsnedker, og nu er han altså også frivillig tovholder en gang om ugen i det nye træværksted hos Solgården.
Pludseligt gensyn
Jeg fik pludselig øje på Erik, og så gik snakken jo hurtigt om gamle dage.
Bjarne Jakobsen, frivillig
- Jeg fik pludselig øje på Erik, og så gik snakken jo hurtigt om gamle dage. Vi fik også snakket lidt om, hvad der kunne laves i træværkstedet. Det kunne eksempelvis være fuglehuse, men det er åbent for alle mulige idéer, lød det fra Bjarne Jakobsen.
Selv om Erik Frederiksen med egne ord glæder sig til at komme hjem igen til bopælen i Sakskøbing efter sit midlertidige ophold på Solgården, så vil han tilbage for at mødes med ungdomsvennen Bjarne.
- Jeg skal da helt sikkert tilbage at besøge Bjarne i træværkstedet, lød det fra Erik Frederiksen.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker