Megaprojekt når milepæl: - I dag kan man rigtig se det

Bagved Palle Rasmussen, står brofaget fortsat på prammen, der har sejlet det ud. Det tager mellem otte og ti timer at få det på plads. Foto: Anne Katrine Petersen

Nysgerrige tilskuere kunne i dag komme helt tæt på arbejdet med at hejse brofag på plads på den nye Storstrømsbro.

Offentliggjort Sidst opdateret

OREHOVED: Parkeringspladsen ved Masnedø Fort er tæt pakket. Enkelte forfrosne tilskuere til det spektakulære brobyggeri holder med motoren i tomgang for at få varmen. Snart skal de igen ud i kulden bevæbnet med kikkerter, droner og fotografiapparater. Cirka 30 personer står på yderkanten af Masnedø, måske 100 meter fra området, hvor en pram med et brofag er sejlet ind.

En af dem er Palle Rasmussen fra Vordingborg.

- Det er med forskel, men jeg er her vel mere eller mindre hver eller hveranden dag, fortæller han og fortsætter:

- Men sådan en dag som i dag kan man rigtig se, hvad der egentlig sker, lyder det fra den tidligere elektriker, der også var på pletten tidligere på dagen.

Letter byggeriet

Brofaget, der tirsdag blev hejst på plads, er særligt, da det forbinder Storstrømsbroen med Menedsø. Nu er begge ender landfaste, og det letter byggeriet meget, forklarer Christian Lemvigh, der er pressetalsmand for SBJV - Storstrøm Bridge Joint Venture, som bygger broen for Vejdirektoratet.

SBJV kan nu køre mænd og maskiner ud både fra nord og syd, og i løbet af i år, forventes det, at alle brofagene når at være på plads. Og hvis tidsplanen holder, kan biler fra slutningen af 2025 køre over den nye Storstrømsbro, og nogle år efter vil togpassagerer også kunne se udover Storstrømmen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Tirsdag blev et vigtigt brofag hejst på plads. Foto: Vejdirektoratet

Voldgiftssagen

Vejdirektoratet er bygherre, og i 2016 vandt SBJV udbuddet og skrev under på kontrakten, hvor der er bevilliget 4,7 milliarder kroner.

Men i oktober 2022 åbnede SBJV en voldgiftssag mod staten. Ifølge en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet tilbage fra juni, er det foreløbige krav på  3,4 milliarder kroner og en fristforlængelse på mindst 27 måneder.

SBJV påstår, at projektet bliver dyrere og forsinket på grund af havstrømme, vindforhold, Covid-19 og krigen i Ukraine, forklares det i meddelelsen.

Men det er endnu ikke afklaret, hvem der vinder sagen.

Er det endt med, at SBJV har fået pengene?

- Nej, der er ikke afklaring på det. Der er anlagt en voldgiftssag, og den voldgiftssag kommer til at køre over en del år, så der kommer ikke en afklaring det første lange stykke tid, forklarer Niels Gottlieb, projektchef i Vejdirektoratet.